Af
Udgivet 8. maj 2022
Forskerne har vurderet data vedr. kviksølvindhold i vævsprøver fra 13 dyrearter fra hele Arktis og klassificeret dem i fem risikogrupper fra ingen til alvorlig risiko for påvirkning.
For de fleste arktiske pattedyrs vedkommende giver de tilgængelige data ingen umiddelbar anledning til bekymring. Hovedparten af bestandene falder i kategorierne ingen eller lav risiko. Af landpattedyrene falder kun 0,3 % af de undersøgte individer fra 12 dyrearter i kategorierne høj eller alvorlig risiko (fjeldræve i Island hører som de eneste til i den sidste kategori). Anderledes ser det ud for flere bestande af havpattedyr, der generelt lever længe og befinder sig i toppen af fødekæden, hvor tungmetallerne koncentreres: Omkring 6 % af de i alt 3.500 prøver fra havpattedyr falder i kategorierne høj eller alvorlig risiko for negative følger af kviksølv i omgivelserne. Det gælder f.eks. grønlandske bestande af isbjørn, marsvin, narhval, hvidhval og klapmyds. I både Vest- og Østgrønland er antallet af isbjørne øget i risikogrupperne lav og moderat. Der er bl.a. også fundet områder i det arktiske canadiske øhav og Nordvestgrønland med specielt høje kviksølvniveauer. Forskerne påpeger, at disse områder bør undersøges nærmere.
Kviksølv er en del af vort liv
Kviksølv er et metal, der forekommer naturligt i naturen, men menneskelige aktiviteter sender kviksølvdampe op i atmosfæren, hvor de spredes tusindvis af kilometer fra kilden. Mikroorganismer i det naturlige miljø omdanner det nedfaldne (uorganiske) kviksølv til såkaldt (organisk) methylkviksølv, som er en meget farligere gift end uorganisk kviksølv. Den organiske form kan trænge gennem cellemembraner og ophobes i fedt som f.eks. hjernevæv og kan i selv lave vævskoncentrationer give alvorlige hjerne- og udviklingsforstyrrelser.
Methylkviksølv – hober sig op i fødekæden
Methylkviksølvet optages af plankton, som spises af fisk, som spises af andre fisk eller havpattedyr, som igen spises af større havpattedyr. Med tiden koncentreres kviksølvet i de store rovdyr, som øverst i fødekæden optager og ophober kviksølv fra alle led under dem. Toprovdyrene har derfor generelt de højeste koncentrationer af kviksølv i kroppen. Det gælder således også mennesket og især inuit, som i undersøgelser fra omkring 2010 viste sig at have nogenlunde samme forøgelse af kviksølvindhold i kroppen som havpattedyr.
Arktisk Råd har siden 1991 holdt øje med forureningen i Arktis. Det foregår i den såkaldte AMAP-gruppe (Arctic Monitoring and Assessment Programme, www.amap.no), som er en arbejdsgruppe under rådet. Gruppen har siden 1994 overvåget koncentrationer af forurenende stoffer – herunder kviksølv – der kommer langvejsfra og ophobes i grønlandske dyr. Der er særligt fokus på overvågning af isbjørnen, som er en af de arktiske arter, der belastes mest af forurenende stoffer.
Forskerne påpeger i den opdaterede oversigt, at der mangler data, og anbefaler, at der i de kommende år forskes mere i følgevirkninger af kviksølvforurening i Arktis. Der bør arbejdes på at få en mere præcis beskrivelse af, hvilke niveauer af kviksølv der udgør en risiko, og hvordan kviksølv virker sammen med andre miljømæssige stressfaktorer. Det er måske specielt påtrængende i lyset af klimaændringer, som kan ændre både kviksølvets veje ind i arktiske pattedyr, den bakterielle produktion af metylkviksølv og andre forhold, som påvirker kviksølvforureningen.
