Af
Udgivet 12. maj 2022
”Jeg holder i kø, og har også fået en virus i maven, kan du ringe igen om 30 minutter?”
Jeg har en interviewaftale med fotograf Christian Als, men stemmen i røret virker hektisk og helt ærligt, så er jeg kommet i tvivl om det her kan lykkedes.
I et fremragende interview i magasinet Journalisten bliver den 47-årige fotograf beskrevet som:
”En af sin generations bedste fotojournalister, profileret, prisvindende og med sort bælte i krig og katastrofe. Men i 2010 kom han desillusioneret hjem fra Haiti med ligrester under skoene og indså, at han havde mistet eventyret i sin jagt på det grimme og grufulde. I dag jagter han guddommeligt smukke landskaber – og har aldrig været gladere.”
Jeg ved, at han næsten lige er kommet hjem fra en dobbelttur til først Island, hvor han har taget åndeløst gode dronebilleder af den aktive vulkan Geldingadalir, og derefter til det afrikanske land Sierre Leone, og jeg ved at han er en travl mand, der kompromisløst forfølger sine drømme, så hvem ved, om han overhovedet har tid til interviewet?
Men da jeg ringer retur en halv time senere, er det en helt anden mand jeg får i røret. Nærværende, ivrig og imødekommende.
Christian Als har en mund fuld af passion og en krop, der er konstant utålmodig efter det næste eventyr, i skolen kunne han ikke sidde stille, og rastløsheden har gnavet i ham fra barnsben, men ikke når han har sit kamera i hånden, og han ved godt, at det både er hans gave og hans problem.
”Jeg har ikke ret meget tålmodighed, faktisk næsten ikke noget, med en enkelt undtagelse, og det er i naturen. Når jeg er ude at rejse efter naturbilleder, så kan jeg sagtens finde tålmodigheden, hvis det er til billedets bedste. Men jeg skal planlægge mig til tålmodigheden, og så kan jeg sagtens stå et sted og bare vente. Vente på, at der opstår noget magisk med lyset. Det er typisk ved et vejrskifte, at det hele sker. Jeg lever og ånder for lys, det rigtige lys i naturen. Det er derfor jeg blev fotograf, ikke reklamefotograf. Jeg får ikke et kick ud af at stå i et studie hele dagen. Jeg skal ud og mærke og se naturen, og det jeg laver er ikke fake. Det, man kan se på mine billeder, det er hvordan naturen så ud på det tidspunkt jeg var der. Når det helt rigtige lys er der, så er der fantastisk i naturen, og det overgår enhver anden oplevelse. Det er simpelthen magisk, hvad der sker lige efter en storm. I det hele taget er den opklaring, der kommer i kølvandet på dårligt vejr, det jeg søger. Det sidste jeg søger, når jeg er ude og tage billeder, er en perfekt solrig dag med blå himmel. Det er det værste scenarie. Det er røvsygt, der er godt nok lys, men ikke noget kontrast i skyerne. Det, der fuldender kompositionen i et billede er skiftet mellem det dårlige og det gode vejr. Sådan har jeg det også som bjergbestiger, hvor jeg også altid har et kamera med. Jeg kan ikke sidde i base camp og vente, så jeg vandrer også gerne i dårligt vejr, jeg kan ikke stå og vurdere om det bedre kan betale sig at vente fem timer, for lige pludselig er det helt magisk på toppen, og så vil jeg være der,” siger han og fortsætter:
“Jeg kan fortælle om en perlerække af eventyr jeg har været på, og hvor det har været lige ved at gå galt. Det handler om ture, hvor jeg er blevet lidt for længe et sted, men hvis jeg har vandret fire eller fem timer for at nå en bjergtop, så bliver jeg til solnedgang, hvor den blå time er noget af det mest fantastiske at fotografere, og så må jeg tit gå ned fra bjerget i mørke, og derfor har jeg altid en pandelampe med mig, når jeg bestiger bjerge. I det hele taget er jeg tit endt i utrolig dårlige situationer, fordi jeg altid ofrer mig fuldt ud for det rette billede. Jeg kan simpelthen ikke holde den tanke ud, at jeg skulle være gået ned fra bjerget tidligere, for så at stå for foden og ikke kunne gøre noget mens lyset går amok på bjergets top. Jeg er klar til at ofre mig, på samme måde som jeg var, da jeg dækkede krige og katastrofer, hvor jeg altid var den første, der var klar på at hoppe op på ladet af en pickup i for eksempel Libyen for at køre mod frontlinjen. Når man siger A, så må man også sige B, og den måde at tænke på, kan jeg overføre 1 til 1 til naturbillederne,” siger han.
Artiklen fortsætter under billedet
Tidligere søgte hans kamera det grimmeste han kunne finde i en krig eller den totale menneskelige fornedrelse i en katastrofe, men i dag går han efter det allersmukkeste og mest spektakulære som naturen kan byde på, og han arbejder kompromisløst på at kunne leve fulltime som travel- og adventurefotograf, har egen youtube-kanal og 40.000 følger hans Instagramprofil og et feed fyldt med fabelagtige landskabsmotiver.
Alt sammen med til at gøre ham attraktiv for firmakunder, der gerne vil låne lidt af hans kameras berømmelse, og gerne betaler for det, og så arrangerer han flere årlige workshops, hvor folk kan købe sig til del i hans fotoerfaringer på ture til Island, for det er ikke nemt at få råd til at rejse i hælene på naturens skønhed.
Naturen er smuk
Årets pressefotograf Mads Nissen, er en af Christian Als venner og tidligere kollegaer, og han er i Journalisten citeret for at sige, at han på den ene side har stor respekt for Christian Als fotografiske kursskifte, men også, at han er lidt forundret, for naturen er ikke kun smuk.
Sådan ser verden slet ikke ud for Christian Als. Han har fundet ro i sit sind og krop, for naturbillederne er hans faglige alter ego, og han bliver en anelse spids i formuleringerne når han føler, at undertonen ”synger” en sang om, at han forskønner naturen med sin linse.
”Jeg synes, der er lidt negative vendinger i det Mads siger, og jeg forstår det ikke rigtigt, for det passer ikke, Jeg gør meget lidt ved mine billeder. Jeg er ikke sådan en fotograf, der går ind og bruger sky replacement(et fotoredigeringssystem, hvor man med få klik kan skifte himlen på billedet, red.). Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Ikke nødvendigvis på grund af etik, men fordi det ikke vil være en tilfredsstillelse for mig. Jeg bruger heller ikke dobbelteksponering for at lægge flere billeder sammen, og på den måde skabe et magisk naturbillede, som så aldrig har været sket i virkeligheden. Det siger mig ikke noget, jeg er jo fotojournalist, og det er jeg også nu, hvor jeg tager naturbilleder. Det eneste jeg gør ved billederne er at stille lidt på kontrasten og ligge himlen en anelse ned,” siger han.
Artiklen fortsætter under billedet
Villig til lortejob
Efter en del år som fastansat fotojournalist på Berlingske, hvor han søgte mere og mere ekstreme oplevelser, og gjorde hvad han kunne for at undgå hverdagshistorier i Danmark, så er han i dag sin egen forretning. For sådan forfølger han nu engang bedst sin drøm, og han er lidt småtræt af folk, der ser misundeligt på hans fede rejser ud i enestående natur, for opskriften er nok simpel, men ikke glamourøs.
”Jeg har altid haft en meget lystbetonet tilgang til mit arbejdsliv. Jeg går efter de ting jeg brænder efter at lave, og så finder jeg ud af at finansiere dem. Jeg har tidligt valgt at rejse ud og bestige bjerge og i det hele taget fotograferet meget outdoor. Til tider har det betydet at jeg måtte tage et job som natportier eller arbejde en hel sæson i Tivoli for at få råd. Jeg har altid været klar til at tage lortearbejde for at realisere mine drømme. Det behøver jeg ikke mere, men da jeg i sidste uge kom hjem fra Island, så var det første jeg gjorde, at bestille en ny flybillet til Island, for helt ærligt, jeg kan ikke være sikker på at jeg i min levetid igen vil opleve en aktiv vulkan på den måde, som jeg kan deroppe, så jeg må bare afsted igen, også selvom det betyder, at jeg må skubbe nogle af de opgaver jeg ellers har. Jeg gør tingene når jeg føler for dem, til gengæld har jeg hverken Tesla eller Rolex ud, men en gammel bil fra 1993,” siger han.
Artiklen fortsættes under billedet
Verden lukkede
I 2018 og året efter blev en plan til virkelighed for Christian Als og hans familie. To biler og et hus i Brønshøj blev solgt, en skilsmisse en realitet, og i december 2019 flyttede Christian Als med sin ekskone og deres to børn på syv og 10 år til Bali. Han rejste alligevel verden rundt for blandt andet at holde foto workshops. Hun som journalist og forfatter, han som fotograf og begge som forældre med lyst til at vise deres børn naturens storhed.
Efter få måneder blev drømmen om et liv i Asien dog vekslet til sortsind og en coronanedlukket verden, som gjorde det umuligt at få et professionelt liv til at fungere. I dag bor de alle på Amager, dog hver for sig, og selvom den danske natur ikke har en stor stjerne hos Christian Als, så står den gerne på rådyr, Dyrehaven, Møns Klint eller Thy Nationalpark, når han skal med børnene på naturoplevelser.
Artiklen fortsætter under billedet
”Jeg har venner i Klitmøller, og kan rigtig godt lide at komme i Thy Nationalpark, hvor det er nemt at opleve ræve og kongeørn, men selv når børnene er med, så ender vi tit i lortesituationer. Jeg kan huske engang på Bali, hvor vi skulle ud og se et vandfald, og vandet begyndte pludselig at fosse, men jeg skulle bare videre og videre, og til sidst tog jeg mig selv i at stå med to grædende børn, der var bange for at drukne. Mine grænser er nogle gange lidt for vidde, og det må jeg lægge en dæmper på, når jeg er sammen med børnene. Men egentlig siger den danske natur mig ikke en skid. Jeg ville ønske, at jeg kunne tænde mere på den, men det er for fladt. Jeg elsker det kuperede højland, og jeg kan altså ikke se på en mark og få optur over det. Jeg synes faktisk det er en kæmpe udfordring at fotografere i Danmark. Bjergene har altid trukket i mig, og da jeg arbejdede som fotojournalist på Berlingeren, så handlede det altid om at komme hurtigst muligt til Kastrup lufthavn, for at komme ud i verden. Det behøver bare at være en tur til Sydtyskland, Norge eller Letland, så er jeg hundrede gange mere i gear end hvis jeg skal fotografere i Danmark,” siger han.
Artiklen fortsættes under billedet
Lykken kan findes mange steder. For Christian Als er der lykke i lungerne, når han har stået i timevis og ventet på det rette lys på Færøerne og lyset bare er linsen nådig, men det skal helst være vildt, for han vil ”ruskes og flækkes midtover,” og den gyldne middelvej er alt andet end gylden for Christian Als, der ikke lader komfort rime på lykke.
”Når tingene er for komfortable i for lang tid, så keder jeg mig. Jeg har det som om jeg dør langsomt, bliver negativ i hovedet og er ikke til at være i nærheden af. For mig har det altid været uinteressant at leve et stille og roligt liv. Jeg har altid søgt eventyret t, og søger hele tiden ud af komfortzonen. Ikke at planlægge, er det sjoveste,” siger han og fortsætter:
”Jeg har stadig en masse jeg gerne vil opleve, og med 196 lande i verden, er der stadig mange jeg ikke har besøgt. Jeg har lyst til at opleve det hele. Skulle jeg lave en top fem over yndlingssteder i forhold til naturoplevelser, og der ikke var corona, så ville jeg sige New Zealand, Patagonia, Bhutan, Grønland og Japan, og så er Færøerne altså noget helt specielt, hvor man bare skal køre ganske kort tid fra lufthavnen før man får helt unikke naturoplevelser. Selv ikke på Island, der ellers er en fantastisk spændende ø, finder man en så spektakulær natur med stejle klippevægge langs vilde kystlinjer. Jeg synes at Færøerne er helt genialt, og jeg er nærmest pinlig over, at jeg først kom dertil for fire år siden. Færøerne burde sgu være pensum i skolerne, jeg elsker de øer,” siger han.
