Naturens romantiker tåler ikke mår, ræv eller racisme

Tre store ko-kranier ligger på de brunmalede træ-trappetrin op til et orangemalet hus på Djursland. Ifølge husets berømte ejer er det den ældste gule farve der findes.

Kokranierne er helt afgnavet for kød og hud. Det har skaderne, kragerne, musvågerne, ravnene og glenterne sørget for, mens husets beboer sidder ved sit skrivebord, og nyder naturen folde sig ud foran ham. Her er der ikke noget med mejsekugler og andet nips.

Vi er kørt ind i en skov, et stykke fra motorvejen fra Århus, vi er på Sølillevej i Rønde, tæt på Mols Bjerge, et let sumpet skovområde, og nu går vi stille igennem baghaven, hvor husets beboere i 2020 plantede en birkelund, bestående af 200 styks toårs planter til fem kroner stykket. Dengang var de en halv meter høje, nu er de 12-14 meter. Plantet i et såkaldt Fibunacci-mønster, der kun kan ses fra luften, men som betyder, at ingen af træerne står på række, næsten helt naturligt.

Her har der været lavet alt muligt hyggeligt, birketræerne har haft besøg af drengekor og hængekøjer, kunnet følge med i vild leg med børnebørn og set hunden Yo-Yo fange mulvarper; en fasan blive skudt, lagt grene til halemejsernes rede.

Det er ikke en have i normal forstand, for den passes ikke, men nydes, særligt om foråret når tusindvis af vintergækker og dorothealiljer dækker jorden og senere fløjsgræs og kørvel. Et område, hvor der alene bliver klippet en bugtet sti igennem alt det herlige natur, og om vinteren får alt det visne en tur med skiveklipperen. Resten er selvgroet glæde.

Vi er i Danmarks formentlig mest berømte, i hvert fald mest filmede, private have. Et lille husmandssted med 20 tønder land. Noget af jorden mere sumpet end andet, og 5.000 m2 have, køkkenhave, blomsterhave, legehave, staudebede, hække i massevis, klippet og uklippet græs.

I 35 år ejet af vel nok landets mest berømte natur- og haveformidler, Søren Ryge Petersen, og selvom jeg aldrig har været her før, så er det som at gense en kær gammel ven, som man kender så godt.

Her bor han med sin kone Cathrine og hunden Yo Yo, en bestemt og ilter ruhåret foxterrier, og jeg kommer naturligvis ikke tomhændet, for Søren Ryge Petersens søde tand er næsten lige så berømt som manden selv. Balancerende med en kasse fyldt med Ebeltoft wienerbrøds-stang, hindbærsnitter og håndlavede fyldte chokolader ringer jeg på. Desværre kunne jeg ikke få hans yndlings guf med syltede ingefær, men det gik vist alligevel.

Måske lidt pudsigt at hans søde tand har fået lov at ”blomstre,” for da hans to ældste børn var små, var det ikke just slik, der stod først for.

Hans datter Signe fortæller i en bog om at være barn i 1970erne, at det med slikket, var noget de forbandt med deres farmor og farfar, der drev og boede i den danske skole i Achtrup i Sydslesvig.

”…når vi besøgte dem, var der liv og glade dage med alle skolebørnene. Der var hugorme på glas, træpedaler på orgelet (mine bedsteforældre stod også for andagterne) og Tysklandssød yoghurt til morgenmad. Når mine bedsteforældre skulle sove til middag, fik vi børn en underkop med slik på, så vi kunne være stille.”

I Signes barndomshjem var slikket erstattet af nærvær, kærlighed og en formuleret vilje til at være sammen. En slags følelsesmæssig tryghedsboble, også selvom der ikke var materiel overflod, og for eksempel på madfronten, måtte der ofte ekstra kreative øvelser til.

”Jeg husker vores aftensmåltider derhjemme som èn lang øvelse i, hvordan man kan variere svinekød; Krebinetter, frikadeller, koteletter, kød i fad, medisterpølse, røget medister, brændende kærlighed, boller i karry – men det fik vi kun, når min far ikke var hjemme, for det hed sig, at han ikke kunne lide ris. Han ville have sine kartofler. Til gengæld lavede han svensk pølseret og kakaosuppe med ristede rugbrødsterninger, når vi var alene.”

En tur i haven med Søren Ryge Petersen er en tur med en ganske særlig formidler, der er sin status som Danmarks folkekære naturmand bevidst.

Han tager gerne en middagslur i havehuset, tisser i haven og han har få, men stærke, meninger han gerne lufter i offentligheden – også nogle, der slet ikke handler om naturen.

Vi har fået lov at komme på besøg i haven, der oprindeligt var sø, nu tørlagt, men stadig våd, våd eng, fordi vi skal tale om naturens betydning for en mand, der har levet af at tale om naturen på landsdækkende tv i over 40 år.

Naturbegrebet for Søren Ryge Petersen handler om variation, og den har han svært ved at få øje på i Danmark.

• 60 pct. af naturen er dyrket, 10 pct. er skov, 10 pct. er byer og 10 pct. er landeveje. Når vi regner på det, så har vi næsten ingen natur. Men jeg bor i et område, et lille hjørne af Danmark, hvor der er landbrug over det hele, men der er også en skov, og der er Ejners skov ved siden af, der er en eng som var sø indtil for 100 år siden, så der er stadig ret vådt. Der er en mose, og vi bor i et net af tre til fire kilometer grus- og markveje, som fører rundt i hele området. For mig er det fantastisk natur, siger han.

Du er som din have

Og så er der det med ordentlighedens tyranni. Altså den, der hersker i mange danskeres havesyn. Søren Ryge Petersen har en aversion mod ordentlige haver, og han går gerne til vild kamp imod dem, der friserer og klipper lige, for det giver ingen mening.

Vi er gået indenfor på hans kontor, hulen som han kalder den, hvor der bestemt ikke hersker ordentlighed i traditionel forstand.

Bøger fylder de hvide træreoler, vindueskarmen, skrivebordet, over alt, hvor der er plads. Krimier, historiebøger og selvfølgelig naturbøger i alle afskygninger. Her er DVDer, gamle VHS bånd, spolebåndoptager, foræringer fra børnehænder, børnebørnenes forstås, indrammede raderinger af fugle og en kalender fra FOFs kunstskole for udviklingshæmmede fra 2016, og over det bogtildækkede skrivebord hænger en udstoppet musvåge, hans yndlingsfugl, og dingler i bast snor.

Søren Ryge Petersen smiler sit finurlige smil mens han lader gæsten nyde den flotte fugls bevægelser, før han stiller det obligatoriske spørgsmål om man kan tåle, at han tænder en pibe tobak.

Han ved godt, at han burde stoppe med at ryge, men han vil ikke. Livskvalitet og piberygning hænger sammen for ham, og til Kristeligt Dagblad har han engang udtalt, at et liv uden pibe næsten ville være som et liv uden børn.

-Den vigtigste af alle biotoper for vilde blomster, der hvor de ses af flest, er grøftekanterne. De er èt stort udstillingsvindue fra motorvejen. Det er der, hvor vi færdes, siger han.

Fortsættes under billedet

Søren Ryge Petersen slår en flad hånd i bordet, ikke fordi han er vred, det ligger ikke til hans sønderjyske temperament, men for at slå en streg under budskabet. Han bapper på sin pibe og spørger igen og igen om jeg er sikker på, at jeg kan tåle at få piberøg i hovedet.

• I grøftekanterne har vi så mange vilde blomster, så de skal sgu lære ikke at klippe hele lortet hvert år. Et af mine favoritemner er alle de mennesker, der klipper og klipper og klipper deres græsplæner. Det bliver et udtryk for et ordenshelvede, hvor du er, hvordan din have ser ud. Hvis ikke din græsplæne er klippet, så er der noget galt med dig. Ikke med din græsplæne, men med dig. Er din have uordentlig, så er du sikkert også uordentlig, og så slår du sikkert også din kone. Jeg kører tit forbi en fabrik i Risskov, der har 3.000 m2 jord rundt om fabrikken. For fem år siden lod de det vokse til med vilde blomster, men det turde de ikke blive ved med, så nu bliver det hele klippet en gang om ugen, for så er der orden i sagerne, så får du dine varer til tiden. Den der kobling mellem det pæne, det ordentlige og det velklippede, har jeg været efter igen og igen. Det har også været en holdning, som har gennemsyret vejmyndighederne, men til min store glæde, så er vi på vej i den rigtige retning. Og det ved jeg noget om, for jeg kører 50.000 km. rundt i landet hvert år, siger han.

Han kan ikke give slip. Ordentlighedsforkæmperne vil han give kamp til stregen, og han nyder, når Cathrine klipper hækken i anderledes skæve faconer.

• – Jeg kører tit mod Silkeborg, for der bor min søn, og så kommer jeg forbi Galten, hvor der ligger en kæmpe foderstofforretning med siloer og det hele. De har et kæmpe område omkring, hvor der er klippet græsplæne. Jeg har drillet dem flere gange, og sagt til dem, at hvis de vil være med til at forbedre landbrugets image, så skulle de hellere hegne det ind, lade græsset stå og få en flok får til at græsse det i stedet. Det har de nu gjort, men kun med halvdelen af området.

Naturen for naturens egen skyld

Søren Ryge Petersen er ikke et religiøst menneske, men med naturen er det tæt på.

• Jeg mener, at naturen har en ret i sig selv, og derfor er alle arter vigtige. Hvis man skal finde argumenter for en hvilken som helst fugl eller planteart eller insektsart for at passe på dem, så bliver det umuligt. Så kan menneskeheden ikke tillade sig at leve på den måde vi gør, hvor vi udrydder arter, for de har jo en ret i sig selv. Det bliver næsten religiøst. Jeg synes det er utrolig svært, og jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg har det med det. Det er så svært, synes jeg. Jeg har det svært ved det religiøse. Jeg tror 100 pct. på Darwins lære, siger han.

Søren Ryge Petersen er vel nok landets mest berømte formidler af naturen, men når man spørger til om formidlingens glæde står over glæden ved naturen, falder svaret prompte.

• Nej, jeg startede fordi jeg elsker naturen. Jeg elsker de vilde blomster, jeg elsker fuglene, og jeg kunne ikke forestille mig at skulle formidle andet. Jeg har andre ting jeg går op i, for eksempel musikken, men naturen er min basis. Men det er slet ikke det vigtigste for mig, for det er mine børn og børnebørn.

Vi går i haven og ser ud over hans marker, over vores hoveder lægger et passagerfly an til landing kort herfra, og Søren Ryge Petersen har nemt ved at finde ordene for tilfredshed med den natur, der omgiver ham.

• Her er et ufatteligt fugleliv, et vildt planteliv og alt det dyreliv man kan forstille sig. Vi mangler kun lige ulven, så har vi alt, hvad man kan finde i Danmark omkring os. Vi har alt, undtaget havet. Vil jeg se havet, så skal jeg ud og køre lidt. For mig at se er det den store natur. Alt, jeg forstår ved naturen er planteliv, insektliv, fugleliv og dyreliv, og det skal jeg ikke ind i en bil for at opleve. Jeg kommer ud i det hver dag, bare jeg åbner min dør. Jeg ved godt, at det er meget uvidenskabeligt, men jeg er jo hverken biolog, etymolog eller forsker inden for det her område, men jeg er ekstrem bruger af naturen, for jeg kan slet ikke leve uden. Jeg bor i den, det har jeg gjort hele mit liv, og når jeg har været i byen i to timer, så længes jeg hjem. Helt vildt, for jeg vil fandme høre en fugl og se en blomst når jeg kommer ud. I byen er der kun masser af måger, og det gælder altså ikke, siger han mens han forsøger at få liv på piben, der ikke kunne overleve talestrømmen.

Selvom man nemt forveksler hans stille, nærmest musikalske, formidlingsstil med et romantisk og måske lidt naivt syn på naturen, så er det ingenlunde korrekt.

• Jeg er født bondemand, og jeg er opvokset med, at jeg selvfølgelig passer på de dyr jeg har i min varetægt, men jeg græder ikke, hvis en ko eller en kalv dør. Jeg har et meget usentimentalt forhold til dyrenes liv og død. Jeg er vokset op med, at tamme dyr, dem passer man på, og så på et tidspunkt slår man dem ihjel og æder dem, siger han.

Ham gad han ikke lave tv om

Naturen fylder det meste, når man taler med Søren Ryge Petersen, i hvert fald med det ærinde vi har, men tro endelig ikke, at det betyder, at han er holdningsløs, når det gælder andre af livets facetter.

Han er nok sat på formel gennem tv-skærmen, og han er, uden diskussion, landets bedste til at fortælle historier om særligt de lidt skæve eksistenser. Som en sporhund har han næse for den gode og finurlige historie, men de skal ikke alle fortælles.

Engang fik han et tip om en eneboer fra Aars i Himmerland. Han boede alene på fødegården, med egen å slyngende sig ned igennem en herlig natur. En af de ældre mænd, der går rundt og roder. En rigtig Søren Ryge historie.

• Jeg besøgte ham, og tænkte; fedt, det er godt fjernsyn det her. Hans hus var et stort kaos, han samlede på alt muligt, men uden at det var sølle. Jeg har altid en grænse, og har jeg besøgt nogle, hvor jeg tænkte: Åh nej, sikke et svineri eller de var lidt enfoldige, så skal det ikke i tv. Men jeg vil gerne fortælle om en, der lever på en lidt anden måde end flertallet. Ham her, han havde ikke bil. Hvad skulle han med det, for han havde jo sin traktor. Vi havde gået og filmet en halv dag deroppe. Han var skide hyggelig at snakke med, og så kom jeg lidt tilfældigt til at spørge ham, for han boede sådan lidt langt ude, ligesom jeg gør, og den nærmeste by var Aars fem kilometer derfra, om han kørte derind når han skulle handle. Nej, det gør jeg ikke, svarede han. Hvorfor ikke? Så sagde han bare den ene ting. ”Der er for mane af de sorte.”

Sådan cirka sagde han, ”for mane af de sorte.”

Vi havde overhovedet ikke talt om indvandrere eller race. Men jeg kan tydeligt huske denne ene sætning. På et sekund mistede jeg fuldstændig interessen for ham. Jeg kunne have lavet et fint program med ham. Men at vide, at han var sådan en, ikke bare en lille, men en af de der rigtig slemme racister. Han kunne lige så godt have holdt et skilt op, hvor der stod: Jeg hader negere og jeg hader kinesere, for mig kunne han lige så godt have sagt, at han var pædofil, siger Søren Ryge Petersen.

Han slår endnu engang hånden i skrivebordet og ser helt uden det sædvanlige skælmske blik i øjet på mig, og fortsætter:

• Selvfølgelig skal der være plads til os alle, uanset hvad vi er for nogle, med mindre du er kriminel eller gør andre mennesker ondt. Men at hade de ”sorte” bare fordi de er ”sorte”, er grotesk. Så er jeg ligeglad med om det kunne være godt tv. Ham gider jeg ikke tale med. Jeg for ikke ud af døren eller gik i diskussion med ham. Sådan noget gider jeg ikke. Det er håbløst. Jeg mistede bare lysten til ham, fuldstændig. Vi gik rundt og filmede, og da vi gik sagde jeg, at vi nok ville komme igen en dag. Men det gjorde vi ikke. Jeg skrev ikke til ham, jeg lod bare være med at komme igen. Der er vi nok også over i, hvad jeg er som menneske. Vi har talt om at jeg elsker fugle, blomster, vejret og alt muligt andet, men jeg har også grundholdninger. Du kan kalde dem politiske, du kan kalde dem humanistiske. Det der med at give plads til alle, også de fattige, de dumme, de anderledes, med mindre de gør andre fortræd, det ligger dybt i mig, og så er jeg ikke den type, der gider skændes. Det er måske lidt sølle af mig, det indrømmer jeg. Jeg burde have givet ham et ordentligt møgfald og gå ud af døren, men jeg ville jo ikke have flyttet et komma hos ham.

Fuglene har en helt særlig plads

Midt i Søren Ryge Petersens birkelund står et hus. Sortmalet træ, blåmalede vinduesrammer og en veranda, hvor der snildt kan stå en gyngestol. Han kalder det sit sommerhus. Her har hunden Yo Yo været låst inde i nogle skrækkelige døgn, hvor han troede hun var død eller rendt væk. Det er også her han søger hen, når han har brug for et frikvarter, for at være alene med sine tanker.

På væggene i sommerhuset hænger der litografer, en buste af ham selv har sneget sig ind på et lille træbord og bedagede plakater er hængtpå væggene. Lidt tilfældigt virker det til. Det vigtigste møbel er en seng, hvor dyne og puder ikke er sat op til pynt. Hulter til bulter ligger de, og inden for håndens rækkevidde ligger en plastic fluesmækker. Det er også her, at man får beviset på, at Søren Ryge Petersen kommer af en familie, der holder sammen og er af den finurlige slags.

Man ser den knapt, men hæftet på loftet, lige over sengen hænger en stor farveplakat. Det er et billede af ham selv og hans tre søskende, Søren Ryge er den ældste, men de er født med kun fem års mellemrum og har altid holdt sammen.

Her kan han ligge i sommerhusets seng og se op på sine søskende, der alle står med hver deres lakridspibe i munden.

Fortsættes under billedet

Fra sommerhuset kan man se havens sø og ud over den åbne mark, hvor naboens køer går og græsser. Det er også her historien om ko-kranierne fra husets hoveddør kan fortælles.

For flere gange om året får han et par ko-hoveder hos slagteren, og dem går han, med Yo Yo troligt efter sig, ud og lægger på marken. Yo Yo bliver ved de kødfyldte hoveders side, for ingen skal tage hendes lækkerier. Men når det bliver mørkt og andre gøremål er begyndt at trække i den iltre hund, så sjosker hun hjemad og ko-kranierne er overladt til områdets andre dyr, mest fuglene, og Søren Ryge kan sidde i sit kontor og nyde det hele.

Han elsker de fleste dyr, men fuglene mest. Det samme gør hans ældste søn Jens, der er ornitolog, og Søren Ryge er nærmest kælen i ordene, når han fortæller om, hvordan sønnen ved alt om fugle, og har drevet Ryges kærlighed til de flyvende dyr endnu længere.

En flok på 50 viber, glenten, lærken, kraver, en sjælden gulbug, rødhalsen og ikke mindst yndlingsfuglen musvågen. Søren Ryge elsker sin daglige dosis fuglekig.

Han ved godt, at naturens vilkår også sætter rammen om fuglenes eksistens, og at en del er truede eller i nedgang, men det får ham ikke til at ”råbe vagt i gevær” – tværtimod.

• Der er jo også en del fuglearter, der er gået frem i Danmark, men dem skriver man næsten aldrig om. Det er for eksempel krager og måger, der har det bedre end nogensinde før. Og man skal heller ikke glemme de store rovfugle som ørne og glenter, der har det fremragende, ligesom tornsanger og tornirisk. Jeg hører ikke til dem, der hidser mig op over, at nogle fugle er i nedgang på grund af landbruget. Jeg hader at komme med synspunkter, som jeg ved ikke kan lade sig gøre, og dansk landbrug bliver ikke lavet radikalt om i løbet af de næste 10 år, bare fordi der er for få lærker, så når nogle kommer med den slags synspunkter, så bliver jeg sur, for jeg synes det forplumrer debatten, siger han.

I haven er der fuglelyd over alt. Grundstemmerne er konstante, som bølgelyd ved en strand: Musvit, blåmejse, skovspurv, grønirisk, bogfinke, svale, stær, gøg, solsort, vipstjert, gransanger, spurvefuglen munk, gærdesmutte, og ude langs pilehegnet og det store våde engområde er der alliker, lærker, rødhals og jernspurv. Fra den nært liggende mose kan man høre nattergalen, løvsanger og sangdrossel. Jo, Søren Ryge Petersen har noget helt særligt med de fugle. Han kan lide dem. Selv skrål og skæve skrig fra ravnen, kragen, skovskaden, skovduen og musvågen, er han fan af.

• Fælles for de fleste fugle, er, at man hører dem uafbrudt, men man ser dem kun i tilfældige glimt. Men det er uden betydning, for det afgørende er at vide, at de er der, i min verden, i mit liv, siger han.

Fortsættes under billederne

Det var bare for meget

Man hygger sig i Søren Ryges selskab, ikke kun fordi han altid har virket beroligende hyggelig i tv, men fordi han er en hyggelig mand at være sammen med.

”Ja, for helvede,” ville det lyde, hvis man spurgte Cathrine om Søren er konfliktsky.

Sådan er han opvokset, og sådan var hans far også, men det betyder ikke at hjemmet er uden konflikter.

• Cathrine elsker konflikter, og hun kan råbe og skrige og skændes. Det kan jeg ikke. Jeg duer ikke til det. Når vi for eksempel er ude og køre og nogle laver noget lort, så skælder hun ud. Jeg kører bare ind bagved. Jeg tror ikke jeg er født til at skændes. Måske er det noget genetisk. I hvert fald har jeg aldrig hørt min far og mor skændes. Jeg kan da godt nyde de mennesker, der er gode til at skændes og diskutere. Det er en god egenskab i et demokrati. Ja, det er vel egentlig en livsnødvendighed, siger han.

Ja tak, gerne, lyder hans svar, når man spørger om man må kalde ham romantiker.

• I bund og grund er jeg en romantiker. Ikke bare når det handler om naturen, men også med mennesker. Jeg hører romantisk musik, læser romantiske bøger. Jo, jeg er et romantisk menneske, og hvad mener jeg så med det? Jeg tror på, at de grundlæggende følelser er gode og smukke. Det handler også om følelser om kærlighed og forelskelse, og dem har jeg selv haft i rigt mål i mit liv, siger han.

Søren Ryge Petersen er normalt ikke en mand man kan slå sig på, og så alligevel, for nok er han ikke den, der ret tit blander sig i den offentlige debat eller ønsker at blive spændt for en foreningssag eller en større naturdagsorden, men når han bliver stødt på sine grundlæggende værdier, kan det godt slå gnister.

• Det var for cirka 25 år siden. Det var op til et folketingsvalg og Fremskridtspartiet stormede frem, og vi havde en kæmpe debat om indvandrere. Da sad jeg en dag i min bil, jeg var på vej hjem fra et eller andet foredrag, og så hørte jeg en politikerdebat i radioen, hvor jeg tror det var Pia Kjærsgaard, der endnu engang sagde, at der ikke skulle flere indvandrere ind i Danmark, for her var kun for danskere. Det havde vi hørt til hudløshed, men det var som om debatten fik en ekstra tand, og så blev det for meget. Jeg sad der i bilen og råbte ”møgkælling.”

Vrede tanker fik sat skub i sjælden handling, og før Søren Ryge Petersen havde set sig om, havde han besluttet sig for, at denne gang ville han ikke ”holde kæft,” og et debatindlæg i yndlingsavisen Politiken var ikke nok.

• Jeg havde jo min egen platform på DR, som jeg har haft i over 40 år, hvor jeg hver sommer sendte otte til 10 programmer her fra min have, oven i købet direkte. Ingen blandede sig. Jeg besluttede, at jeg ville invitere en indvandrer hjem i min have. Ikke bare på et enkelt besøg, for vi skulle lære manden at kende, så han fik et stykke af min have, og så kunne han dyrke det, han ville. Han hed Fahrudi. Han var flygtning fra Bosnien, var muslim og var flygtet fra død og ødelæggelse. Han var fantastisk, og han fik et stykke have og vi lavede tv om ham i tre år. Det handlede om hans have, men stille og roligt handlede det også om, hvorfor han var i Danmark og det hele mundede ud i, at vi efter et år tog til Bosnien for sammen med ham at opleve, hvor han kom fra. Der var der kommet nogenlunde fred på i Bosnien og vi tog ned til hans hjemby. Det var meget bevægende og det der gjorde størst indtryk på mig, og vel også på den million seere, der så med, var at besøge en ruin af et hus, og han fortalte, at her havde hans tante boet, før huset blev brændt ned. I det hele taget kom vi tæt på en flygtning i Danmark, der var flygtet fra den værste af alle krige, en borgerkrig. Det var ulideligt at høre ham fortælle om alle dem, der var blevet slået ihjel, og vi fik skabt et godt grundlag for at forstå, hvorfor han var flygtet og hvorfor vi skulle være gode ved ham, ligesom vi skal med dem, der i dag flygter fra Syrien eller Afghanistan. Jeg kan mærke, at jeg sidder og bliver helt vred nu, når jeg tænker på, hvordan mange danskere sidder og skriger op om, at vi ikke kan tage flere flygtninge ind. Med Fahrudi tror jeg, at vi fik flyttet bare en lille smule på danskernes syn på flygtninge, og det er jeg glad for. Jeg kan jo ikke forandre det store, jeg er konfliktsky og det er ikke mig at råbe og skrige. Men et par gange igennem årene har jeg blandet mig lidt, og det har jeg det godt med, siger han.

God til at snakke med folk

Søren Ryge ved det godt. Han er eminent dygtig til at lave den slags tv -fortællinger som vi er mange, der elsker højt. Langsomt tv, hvor hyggen og lidt ny viden om naturen i haven fylder næsten en time i bedste sendetid. Som han siger, så har han bare været rigtig god til at tale med folk, men i løbet af årene har han været nødt til at lægge et par ”benspænd” ind til sig selv, for ellers blev det for kedeligt at lave tv.

Det første store benspænd kom, da han var træt af de forud planlagte udsendelser, og han fik sin redaktør med på, at Ryge i haven skulle være direkte tv uden ret mange kameraer, og mange gange har han først fundet ud af, hvad udsendelserne skulle handle om, nogle timer før udsendelsen.

• Da jeg havde lavet tv i tre års tid, i den samme have for helvede, så var det, at jeg begyndte at tænke: Nej, det gjorde du også sidste år. Der var for mange gentagelser. Altså det er jo en have. Træerne bliver en meter højere, men grundlæggende er det, der sker i haven eller i jorden jo det samme, siger han.

Nu er det slut, mens legen stadig er god. Haven og ideerne er udtømt for nye tv-oplevelser. Han har stået bag noget af det bedste tv, der har været bragt på DR, og selv når han selv stod med fornemmelsen af, at den her omgang Ryge ikke var den bedste, så har han altid haft seerne bag sig.

For mig er Søren Ryge Petersen lig med tryghed, naturkundskab og hygge. Da min ældste søn blev født i 1999, bad jeg seriøst jordemoderen om at holde fødslen tilbage, for jeg skulle lige se Ryges haveprogram færdig på tv, og jeg har svært ved at forestille mig DR uden Ryge.

Sådan ser han ikke selv på det. For ham er tiden den helt rigtige til at stoppe.

• Jeg har lavet fjernsyn i næsten 40 år, jeg er blevet 75 år gammel, og det bliver ikke sjovere med årene. Man bliver ældre, mere kræsen og ikke mindst mere selvkritisk, siger han.

Med årene er det også blevet sværere at finde den helt rigtige historie, som ikke allerede er fortalt.

• Jeg har aldrig lavet en udsendelse som jeg ikke troede på var en god historie, og det uanset om jeg rejste til Færøerne eller besøgte Jens Peter på Djursland eller om det handlede om min nye trøje, min hund eller hvad fanden ved jeg. Jeg har altid selv skulle tro på mine historier, og jeg har altid været den der ”lonely wolf,” som selv har fundet på mine emner og har stået for udsendelsen fra A til Z. Det er selvfølgelig utrolig privilegeret, men jeg kunne efterhånden mærke, at jeg ikke synes det var så sjovt længere, jeg bliver hurtigere træt, og derfor valgte jeg at sige stop, siger han.

Fortsættes under billedet

Det er slut med at skulle genopfinde Søren Ryge på skærmen, nu er det de tre børn, fem børnebørn, papbørn og deres børn, Cathrine og de tre søskende, der får størstedelen af hans opmærksomhed, dog stadig krydret med de mange foredrag, der stadig trækker ham ud på landevejen. Dagen efter vores snak, drog han til Glyngøre, hvor der sad over 100 mennesker og lyttede på hans ord, og de havde betalt for det.

Det er en af de sidste offentlige platforme han har tilbage, og den holder han fast i, men foredrag, det får de ikke, for Søren Ryge er historiefortæller.

• Det med ord, det kan jeg stadig. Når jeg står der og der sidder 100 mennesker og ser på mig, og jeg kan fange dem, så de hører efter. Det elsker jeg.

Afklaret med døden

Let duknakket, men med faste skridt, går han gennem havens hvidstammede birkelund. Søren Ryge Petersen er en nem mand at tale med, også om de svære ting i livet.

Døden er han ikke bange for at sætte ord på, men han har en forventning om, at livet skal have ham som deltager i en del år endnu. Hans far døde som 95-årig, og det vil han gerne slægte på. Men kun, hvis han kan klare sig selv.

• Mit håb er, at det ender med, at jeg lægger mig til at sove og ikke vågner igen. Det er den ultimative måde at dø på. Jeg er kommet så langt i mit liv, jeg har lavet så meget og fået så meget, at jeg ikke har mere jeg skal nå. Jeg er så heldig, at jeg i en alder af 76 år kan sige, at jeg har været ekstremt privilegeret og heldig, men jeg vil gerne have den skide bog færdig, siger han og h        enviser til det nyeste bogprojekt han er i gang med.

Blå Bog

Søren Ryge Petersen er født den 31.juli 1945 i Gram, i Sønderjylland. Han er opvokset i Agtrup i Sydslesvig som en del af det danske mindretal.

Hans far var skoleleder og eneste lærer på den danske skole i Agtrup.

Søren Ryge er uddannet cand. Phil. Fra Aarhus Universitet. Siden selvlært haveekspert, journalist, elsket tv-vært og flittig forfatter. Han var redaktør af Dansk Haveselskabs magasin Haven fra 1978 – 1990.

Han deltog i de første tv-programmer på DR i 1977, og har i perioden 1988 – 2021 sendt direkte tv fra sin have samt stået for et hav af andre tv-udsendelser.

Han har været gift med Margrethe Brogaard fra 1969 – 1984, med hvem han har børnene Signe Ryge Petersen og Jens Ryge Petersen. Han var gift med Maj Scharff i perioden 1985 – 2000, som han har sønnen Malthe Ryge Petersen.

Nu bor han sammen med friskolelærer Cathrine Becher, som han har dannet par med i en årrække.

Han har to brødre og en søster samt fire børnebørn.