Af
Udgivet 22. juni 2021
”Faaar, det summer helt vildt fra hækken og der flyver vildt mange hvepse eller bier rundt omkring mig.”
14-årige Malthes bare fodboldfødder danser over den tørre stubmark, som vi kalder græsplænen, og hundens fire ben danser lige så ivrigt mens hans mund snapper i luften.
Vi har fået besøg af bier, mange bier, virkelig mange bier. Ikke sådan et antal, der er helt muligt at tælle, men når jeg skubber et par hækgrene til side kan jeg se dem.
De sidder næsten stille i en klaseform, så stor som en amerikansk fodbold, og fortidens bistik aktiverer instinktivt rystende fingre og en nærmest ærbødig nervøsitet.
Vi har fået en bisværm. Et fascinerende syn, og nu skal der tænkes. Kan vi bruge dem til noget? Er det nu tiden til at kaste sig over biavl, få sin egen hjemmeproducerede honning? Hund og yngstesønnens reaktioner overbeviser om, at det ikke er lige nu, at vi skal kaste os over projekt biavl.
Egentlig er en bisværm en opløftende ting, for den fortæller lidt om, at mange måneders bevidst fravær af enhver form for havearbejde har båret frugt. Vi har fået en lækker have, vi er blevet biodiversitetsmoderne, og bierne er fundet os værdige til et besøg.
Jeg kontakter straks en besindig formand for en næsten lokal biavlerforening, der er ganske imponeret, da han ser billedet af vores sværm. En flot sag, lækre tøser, bierne er åbenbart alle af hunkøn, alle mange tusinde, bedyrer han, men vi bliver enige om, at jeg skal kaste et blik på den tungt besatte sværmerliste, hvor biavlere, der vil hente en bisværm står opført med navn, adresse og telefonnummer.
Bifamilier formerer sig naturligt ved sværmning, og når sommeren er kommet, så er der så mange bier i stadet, at de vokser ud af deres hjem, en ny dronning kommer til, og den gamle dronning drager afsted, typisk med halvdelen af boet, for at skabe sig et nyt hjem.
Artikel fortsættes under billedet
Det er dog også en bombe under årets honningproduktion, så ikke noget der skaber stor glæde hos biavlerne.
Farlige ser bierne ud, særligt hvis man ser dem komme flyvende samlet, som en mørk sky, men folk med forstand herpå, bedyrer, at sværmende bier er ganske fredelige, og at de kun sjældent stikker, fordi de før de forlod deres bistade fyldte mavserne med honning, som en slags madpakke, og det gør dem helt fredelige, hvis bare man lader være med at klemme på dem.
Spejderbier, der befinder sig på overfladen af sværmen, drager ud og ser nye bomuligheder an, og først når mange spejderbier er enige om et nyt sted, vil sværmen flytte sig derhen, og det nye hjem skal have den helt rigtige afstand til jorden, være tørt og så bliver der, angiveligt, også set på hvilken retning flyveåbningen har, før den store beslutning om at flytte, tages.
Artikel fortsættes under billedet
En time efter at vi ringede, står hr. og fru biavler i vores have. De er udstyret mod bistik, har mange års erfaring og er klar til at bakse sværmerne ned i en papkasse, dog uden den helt store succes.
Bierne har slået sig ned i en stor klase, og der vil de sidde fra nogle timer til flere dage, og mens biernes dronning bliver hygget om, så farer spejderbier haven tynd for at finde et passende sted at flytte ind. De foretrækker hule træer, men kan også finde på at rykke teltpælene til en hulmur eller et tomt bistade, hvis de kan finde et.
Og netop dette sidste er tricket for vores sværmeriske biavlere, der sætter et tomt bistade under sværmeklasen, skubber flere håndfulde bier derned og håber at de andre vil finde vej i løbet af en nats tid, og dagen efter kan de hente en helt ny bifamilie i vores have.
