Naturen i litteraturen: Vikingernes verdenssyn

Vi starter for over 1000 år siden, i det der i dansk historie hyppigt kaldes for Vikingetiden, en periode, der rundt regnet strækker sig fra slutningen af det ottende århundrede til cirka 1050. Vikingerne kan beskrives som et folkeslag, der overordnet talte det samme sprog, et fælles oldnordisk sprog, også kaldet den ”danske tunge” (selvom det ikke ville være meget forståeligt for en dansker i dag). Det var således muligt for folk nogenlunde at forstå hinanden over store afstande, dog med dialektiske variationer, i det der anses for vikingernes område. Dette strakte sig over det vi i dag kender rundt regnet som Danmark, Sverige, Norge, Island og Færøerne. Men vikingerne var et søfarende folk, og havde mange kolonier både vest for Skandinavien i England, Irland, Frankrig, Grønland og helt til Nordamerika (det såkaldte Vinland), samt øst for Skandinavien, i det nuværende Baltikum og Rusland.

Vikingernes litteratur blev delt mundtligt

Selvom vikingerne havde et skriftsprog, runerne, var den litterære fortællekunst, med gudedigte, heltedigte og sagaer, domineret af mundtlig overlevering. Fortællinger og historier blev således videregivet og overført fra sted til sted, og fra generation til generation mundtligt, og først senere, med kristendommens indtog i Norden, begyndte man at nedskrive digte og fortællinger. Derfor er selv de tekster, der anerkendes som litterære værker fra vikingetiden, først nedskrevet efter periodens slutning, og må således også regnes for at være farvet af denne periodes verdensopfattelse.

Kan man så overhovedet bruge denne litteratur til at undersøge vikingernes livssyn? Ja, til dels, for selvom teksterne er blevet påvirket af nedskrivningstidspunktets kristne verdenssyn, er der visse dele af teksterne, der bærer præg af en ikke-kristent, hedensk livsanskuelse.

Grundmyten, den cirkulære skabelse og destruktion

Dette ses specielt i gudedigtet Vølvens spådom, som anses for at være den nordiske mytologis grundmyte. Digtets fortæller er, som titlen også beskriver, en vølve, det vil sige en spåkone, eller kvindelig åndemaner (åndemaning var en kvindebeskæftigelse i vikingetiden), der gennem sejd, en form for trolddom, kan se fortiden og spå om fremtiden. I digtet beskrives et forløb hvori verden skabes, destrueres og genopstår. Vølven påkalder sig i digtet en erindring om fortiden, og igennem dette fremsiger hun en spådom om fremtiden. Midt i digtet står et skæringspunkt – guden Balders død.

Balders død er både den fysiske midte af digtet, og kernen til det videre forløb i myten. Det er nemlig hans død, der er springbræt for verdens destruktion, dette punkt der skaber ragnarok: den altødelæggende kamp mellem de nordiske guder og jætterne. På denne måde skaber hele digtet en kiasme; det vil sige, at slutningen af digtet viser en spejlvending af starten. Skabelse bliver til ødelæggelse, harmoni bliver til kaos, fred bliver til krig. Umiddelbart kan dette minde meget om den kristne verdensopfattelse med Guds skabelse af verden, korsfæstelse af en kristusfigur, og uundgåelig totale ødelæggelse i den endelige apokalypse. Men i Vølvens spådom genopstår verden i slutningen af digtet. Det er altså ikke en lineær verdensopfattelse der dominerer, men derimod en cirkulær, eller cyklisk tilgang til verden. Dette minder mere om en hinduistisk, buddhistisk eller naturreligiøs verdensopfattelse, end det lineære syn der ses i den jødisk-kristne religion.

Den religiøse myte fortæller om sammenhængen i verden

Noget andet der også er cyklisk er årstiderne. Om foråret fødes naturen igen, nærmest som ud af ingenting, om sommeren er der harmoni og overflod, efteråret er fyldt med fordærvelse og forfald, og vinteren er mørk og lang, som om naturen er død og begravet. Og alligevel starter det hele forfra igen året efter. For en, der ikke er blevet præget af kristendommens lineære livssyn, med en veldefineret begyndelse og slutning, kan den cykliske verden virke mere håndgribelig. Den kan man opleve på sin krop dag for dag, år for år. Modsat dette er den kristne verden mere abstrakt og sværere at forholde sig til. De fænomener man så alligevel ikke klart har kunnet forholde sig til, kunne i stedet forklares med et forhold til guderne. Det uforklarlige blev gjort håndgribeligt gennem jærtegn, en slags guddommeligt varsel som manifesterede sig i naturen. Dette kunne være solformørkelser og kometer, men også fuglenes flyveadfærd, som man kunne bruge til at spå om fremtiden.

Naturen var både barsk og givende

For vikingerne kunne naturen både give og tage, den var både præget af harmoni og overflod, men også barskhed, død og ødelæggelse. Samtidig bestod naturen også af et tilsyneladende uoverkommeligt kaos. I første halvd el af Vølvens spådom forsøger guderne at finde orden i den skabte verdens kaos. De sætter verdenen i system, og senere får de bygget en mur for at holde kaosset ude. De opbygger et samfund, en kultur inden for muren, som modsætter sig naturens kaos udenfor. Men selv guderne kan ikke holde kaosset ude, og med Balders død springer det endelige kaos ud i fuld lue. Verdens naturlige destruktive kaos kan altså ikke holdes ude for altid, men denne destruktive barskhed er også med til at skabe nyt liv. Naturen giver og tager således som det passer den, og man kan blot prøve at tilpasse sig dens luner.

Vikingerne har ikke selv efterladt sig mange skriftlige litterære kilder, andet end nogle få runesten. Alt hvad vi ved om dem i dag, kommer enten fra senere nedskrivninger foretaget af kristne munke, eller rejsekilder skrevet af andre folkeslag, såsom romerne eller de gamle arabere. Visse af disse kilder kan være mere pålidelige end andre, og eftertidens verdenssyn har indiskutabelt påvirket nogle af teksterne. Alligevel skinner vikingernes verdens- og natursyn igennem selv i dag, for eksempel i Vølvens spådom. Vikingerne havde et anderledes syn på naturen end det, der har præget eftertiden. Naturen er ikke kun harmonisk og fredelig, men også barsk og destruktiv. Vølvens spådom har formentlig været brugt som et form for understøttende mytologisk værk, man kunne fortælle ved specielle lejligheder. Digtet har givet lytterne en håndgribelig fortælling om verdens cykliske kraft, naturens kaos og den orden, det var nødvendigt at opbygge, for at kunne leve i kaosset. Vikingerne brugte således den oldnordiske mytologi, til at forholde sig til den natur de levede i.