Mursejleren – vores trofaste sommergæst

Det sker altid så pludseligt. Som ud af ingenting hører man de første lyse skrig fra skyerne. Og så ved man det med sikkerhed – mursejlerne er tilbage og sommeren har taget sine første, spæde skridt. Lyden af mursejlernes skrig er for mig indbegrebet af sommer, og hvis jeg hører lyden af disse høje, trillende hvin i fjernsynet eller radioen, kan det give mig en uhåndterlig længsel efter sommerens lange, varme nætter, fyldt med hedebølger og tordenstorme.

Når mursejlerne ankommer her til landet i maj måned, kan det virke som kom de ud af den blå luft, men forud har en lang rejse været undervejs. Fuglen, der blot er omkring 17 cm lang og med en vægt på 35-50 gram, har fløjet den lange vej fra syd for Sahara i Afrika, nogle gange så langt som fra Sydafrika, hvor den tilbringer vintermånederne, hele vejen op til de nordlige breddegrader. Denne lange tur ville ikke have været mulig, hvis ikke det var for mursejlerens fantastiske vinger, der er over dobbelt så bredde, som fuglen er lang. Det kæmpe vingefang, i forhold til kroppens størrelse, gør mursejleren til en eminent flyver – ja faktisk tilbringer den næsten hele sit liv på vingerne, den både spiser, sover, parrer sig og samler redemateriale i luften. Kun når den i en alder af 2-4 år er ynglemoden lander den, på klippevæge, husmure, eller i høje, udhulede træer; for mursejleren kan nemlig ikke lette fra jorden, dens vinger er for store og dens ben for korte. Her kommer dens videnskabelige navn til rette: apus kan, fra oldgræsk, oversættes til noget lig ”uden fødder/ben”.

Hvis en mursejler ved et tilfælde lander på jorden, kan den derfor have brug for hjælp til at lette igen. Dette erfarede jeg for nogle år tilbage, da mine forældres meget jagtinteresserede kat, ved et rent lykketræf, fangede en mursejler. Mine forældre er så heldige at have rugende mursejlere i deres husgavl, og da en af dem skulle fra reden, hoppede katten op i luften, og fangede fuglen. Heldigvis virkede fuglen til at være en for stor mundfuld for katten, og den opgav byttet. Men nu var fuglen fanget på jorden, uden nogen synbar mulighed for at kunne komme væk. Der måtte trædes ind, og fuglen blev med lidt besvær løftet fra jorden (den klamrede sig til græsset), og forsigtigt kastet op i luften. Den fløj tilsyneladende upåvirket og uskadt videre. Hvad der uden tvivl har været en skrækkelig oplevelse for mursejleren, har dog ikke afholdt den fra at komme tilbage til rugepladsen de efterfølgende år. Mursejlere finder ofte sammen i det samme par i flere år (et par er registreret til at have holdt sammen i 12 år), og som oftest kommer de, sammen med deres umodne unger, tilbage til den samme rugeplads år efter år. Hvis man derfor får ynglende mursejlere i sin bolig, er der stor sandsynlighed for, at det er det samme par, man kommer til møde hver maj måned.

Ikke i familie med svalen

Selvom mursejleren og svalen lever et forholdsvis identisk liv (de er begge trækfugle, der ankommer til Danmark i sommermånederne, de fanger begge deres føde i luften, og er begge eminente flyvere), så er de to arter ikke genetisk i familie med hinanden. Der er dog også nogle karakteristiske forskelle ved de to fugle. Redens konstruktion er, for eksempel, forskellig. Hvor svalen bruger mudder og ler til at bygge sin rede, kan mursejleren kun bruge det materiale den kan fange i luften. Og som beskrevet tidligere, har mursejleren så korte ben, at den er nødt til at kunne styrtdykke for at lette. Selvom landsvalen også har forholdsvis korte ben, kan den godt lette fra jorden, noget der dog også kan tilskrives, at landsvalen både vejer mindre og har et mindre vingefang end mursejleren. Det er da også mursejlerens seglformede vingefang, der er en af de simpleste måder at genkende den på (og desuden at den har en kortere og ikke så voldsom kløftet hale som specielt landsvalen). Disse vinger er også det, der gør, at mursejleren kan opnå en tophastighed på over 100 km/t, når den svæver gennem luften. Selvom mursejleren i gennemsnit ligger på en flyvehastighed på omkring 40-50 km/t, gør dens hurtighed, at den ikke har mange naturlige fjender (bortset fra vandrefalken, der også selv er lynene hurtig), og udover dette, er mursejlere om natten observeret i en højde på 1000-2000 meter over jordens overflade. Det menes at den flyver op i denne højde om natten, for at sove, men det er dog blot gisninger.

Hvis man stadig er i tvivl, kan man bruge sine øre. Landsvalen stemme beskrives som en blød, knirkende og trillende kvidren, bysvalens er kort og rund i lyden, hvorimod mursejleren er umiskendelig, med sine høje, lyse skrig, som fuglene i flok udstøder, mens de spæner rundt i luften, nærmest i et kaldende forsøg på at opildne hinanden til at flyve hurtigere og hurtigere. Sidst i juli og i begyndelsen af august, ses både svaler og mursejlere ofte i store flokke i det samme område, og selv for en kender kan det i forbifarten være svært at se forskel.

Fra klippeskråninger til husgavle

Oprindeligt har mursejleren bygget sin yngleplads på klippeskråninger og bjergsprækker. Dem er der som sagt ikke så mange af i Danmark, men mursejleren er også observeret i gamle spættehuller og andre hulninger i træer, i de store uberørte skove i det østlige og centrale Europa. I Danmark udnytter mursejleren storbyernes bygningers lighed med klippevægge, og bygger reder i diverse nicher og sprækker. Også ejere af ældre huse kan gøre bekendtskab med rugende mursejlere. Det tager normalt omkring 19 dage for æggene at blive ruget ud, og derefter fra 35 til 50 dage før ungerne er flyvefærdige. I den tid, kan de voksne fugle flyve langt for at finde føde. Hvis vejret ikke er gunstigt ved ynglepladsen, flyver mursejleren væk, for at finde bedre vejr med flere insekter. Ungerne er tilpasset så smart, at de kan undvære mad i op til 12 dage, ved at gå i en form for dvaletilstand.

Et muligt problem er dog opstået i nyere tid. Mange boligkomplekser og industribygninger bliver renoveret og ombygget, og i denne forbindelse forsvinder mange af mursejlernes yndede yngelpladser. Dermed kommer også tendensen med strømlinede og hermetisk lukkede nybyggeri, som ikke skaber megen plads til reder. Der er simpelthen ikke nok nicher og sprækker tilbage, hvor de ynglende fugle kan bygge deres reder. Det er endnu uvist, hvor stort et problem renovering og udbedring af boligforholdene er for mursejlerne, men vi som mennesker kan være med til at give dem en hjælpende hånd. Det er muligt at købe og opsætte mursejlerredekasser, ligesom mange gør for blåmejser, musvitter, ugler og andet flyvende. Hvis man er lidt kapabel med en boremaskine, kan man også lave den selv. Det vigtigste er, at kassen bliver sat så højt op på husgavlen som muligt, så mursejlerne nemt kan lette og lande.

Når dagene begynder at blive kortere og duggen sidder i spindelvævene i de tidlige morgentimer, begynder de sidste mursejlere at trække sydpå. Oftest er det de ynglende hunner, der er de sidste til at tage af sted; de skal lige nå at få så mange nærende insekter indenbords, før den lange rejse mod Afrika begynder. Og med et er de væk igen, næsten lige så pludseligt som de kom – et sikkert tegn på at de kolde og mørke vintermåneder langsomt men sikkert nærmer sig. Der er intet andet at gøre, end at glæde sig til, at man hører det første lyse skrig til næste forår: ”Viiii viii viii ses igen til næste år!”