Lyt efter dompappens stille sang

For mig er lyden af fuglefløjt indbegrebet af at være ude i naturen. Deres forskellige sang giver mig altid en følelse af forandringerne i årstiden. Når musvitten med sin lyse stemme begynder at synge, en lyd der altid har mindet mig om en rusten cykelpumpe, så ved man at foråret er begyndt at tage sine spæde første skridt. Når gøgen kukker i det fjerne, er det både tegn på, at den har fundet sig en uheldig rørsangers rede, hvori et æg kan lægges, og også et tegn på at sommeren snart er på vej.

Foto:

Udgivet

Apropos sommer, så er der vel intet, der lyder så meget af midsommer, som solsortens smukke sang, sunget i kor og kamp fra hustage og trætoppe i de tidlige lyse morgener. Efteråret, derimod, er lyden af gæs og traner, der i store og små flokke drager sydpå, væk fra kulden – en fjern lyd, men alligevel umiskendelig. Trækfuglene kan ofte høres før de kan ses, og når man ser flokkene flyve mod syd, ved man at vinteren står for døren. Alle disse lyde skaber et kalejdoskopisk tæppe af årstidernes gang, men om vinteren er der ikke så meget fuglesang, som resten af året. En fugl skiller sig dog ud – den hører, og ser, jeg ofte kun i de kolde og mørke vintermåneder. Dens sørgmodige klang gør mig på én gang trist og glad, mens dens cinnoberrøde bryst lyser op i trætoppenes vintermørke.

Fuglens danske navn har den netop fået på grund af hannens røde farve; ”dom-pape” kommer fra nedertysk, og kan oversættes til præst ved domkirken, idet det røde bryst har henledt tankerne til de katolske domkirkepræsters festpåklædning. Det videnskabelige navn for dompappen er Pyrrhula pyrrhula, et navn der også henviser til hannens brystfarve – ”pyrrha” betyder nemlig ild på græsk. Hvor hannens farve er iøjefaldende, er hunnen derimod mere afdæmpet, med sin gråbrune underside. Bortset fra dette særlige træk, ligner hannen og hunnen dog hinanden, både i størrelse og udseende, med sort kalot, gråbrun overside og hvid gump.

En velkommen gæst eller en hadet plage?

Den europæiske dompap hører til finkefamilien, selvom visse forskere betvivler dette, og ankom først sent til Danmark. De første registrerede dompapper sås på Bornholm i 1916, og ynglende par begyndte at forekomme på Sjælland i 1930’erne. Den dag i dag, lever dompappen stort set i hele landet som standfugl, men i vintermånederne kan fugle fra nord og øst trække til det lunere klima i Danmark, for at finde føde. Føden består for det meste af frø og bær fra mange forskellige planter, som de fouragerer efter i træer, buske, og på jorden. I vintermånederne, kan man være heldig at få besøg af den ved foderbrættet, hvor specielt solsikkekerner er en yndlingsspise. I ynglesæsonen bliver diæten suppleret med insekter, som især fodres til ungerne.

Ikke alle er lige vilde med synet af dompapper. Dette skyldes dompappernes smag for knopper, specielt blomsterknopper. I de sene vintermåneder og det tidlige forår, kan én dompap fortære mange knopper i løbet af en dag. Blomsterknopper fra frugttræer er en yndet spise for dompappen, især i de år hvor frøstande og vinterbær er fåtallige, da disse knopper indeholder en hel del energi. Derfor anses dompappen ofte som en plage i frugthaver. I England var det således før i tiden almindeligt at jage fuglene, da man mente de kunne ødelægge en hel høstsæson.

Populær som burfugl

Dompappen har ikke kun været uheldig i at blive jaget på grund af sit fødevalg. I 1800-tallet var den en populær burfugl, eftertragtet på grund af sin sang. Specielt i Tyskland var der, blandt skovhuggere, tradition for at stjæle dompapunger fra reder. Ungfuglene blev opfostret af skovarbejderne, og trænet i at synge forskellige populære melodier.

Det kan måske undre dem, der har hørt dompappens sang, at lige specielt denne fugl har været så eftertragtet, som bursanger. I naturen er dompappens sang ikke ligefrem prangende, og man skal ofte spidse ørene godt, for overhovedet at høre den. Den sagte, sørgmodige fløjten er meget lav, og det virker næsten, som om dompappen ikke synger for andre end sig selv.

I virkeligheden har dompappen i naturen et stort repertoire, med hele 17 forskellige kald. I fangenskab kan unge dompapper trænes til at lære at mestre op til tre forskellige melodier til perfektion. Et problem for skovhuggerne var dog, at ungfugle ligner hinanden, men at kun hannen kan læres melodier. Derfor fangede man ofte mange dompapunger, og opfostrede og trænede dem sammen. Dompappen ligger mellem fire til seks æg i slutningen af april til start maj, ofte i grantræer, der klækkes efter cirka 15 dage. Det var derfor almindeligt at tømme en hel rede for unger, for på denne måde at være sikker på at få en hanfugl.

En fugl der kunne fløjte tre sange var eftertragtet, og selvom det ofte krævede flere måneders træning at lære dompappen en ny melodi, var det tiden og kræfterne værd, da den kunne indbringe skovarbejderen mange penge. Dompappen var så populær, at både Dronning Victoria og Zar Nikolaj II af Rusland havde de syngende fugle i bur. I Tyskland forekommer fangst af vilde sangfugle, deriblandt dompapper, stadig i dag, selv om det siden 1979 har været ulovligt at fange vilde fugle, og nogle steder opdrættes dompappen sågar i fangenskab. De vilde fugle fanges ofte for at sikre, at indavl ikke opstår.

Hvorfor synger dompappen?

I fangenskab kan dompappen altså lære at mestre komplicerede melodier, og huske flere af dem hele sit liv, men hvorfor bruger den så ikke sin stemme mere tydeligt i naturen? En af grundende kan skyldes, at dompappen ikke er en særlig territorial fugl. Den bruger altså ikke sangen, som solsorten eller musvitten, til at fortælle andre ”her bor jeg, og hold jer væk”. Derudover bruges sangen heller ikke til at lokke mager til sig. Dompappen er en stærkt monogam fugl; par holder, modsat mange andre fugle, sammen hele året, ofte for livet, og er seksuelt aktive med hinanden selv uden for ynglesæsonen. Forskere mener derfor, at sang for dompappen i stedet bruges til at kommunikere med. Hunnen er desuden den dominerende partner i forholdet, så måske sangen bruges af hannen til at indynde sig hos hende.

Når dompaphannen holdes i fangenskab, bliver mennesket, der opfostrer den, en form for erstatning for den partner, den normalt ville have. Dompapper i fangenskab var også kendt for at være meget hengivende over for deres ejere.

Fugle hører nu i min optik til i det fri, og jeg glædes hver gang jeg, i de kolde og mørke vintermåneder, ser dompappens kraftigt røde bryst oppe i et træs nøgne grene, eller er så heldig at høre dens sagte, bittersøde sang.

Har du lyst til at høre en trænet dompap synge, så følg dette link: https://www.bbc.co.uk/sounds/play/p05k2xc8


Skriv et svar


Skoven der har fået vokseværk

04. okt. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Havet rundt om Danmark er fyldt med plankton, ikke mikroplast

11. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Ulve angreb husdyr i 32 tilfælde i 2022

10. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Skarven er i tilbagegang i Danmark

08. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Fugleglade turister får sikret attraktivt kiggespot

28. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Minister til kamp mod spøgelsesnet

25. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Sidst set i 1971: Sjælden bi fundet i Gribskov

23. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

UNESCO verdensarv i de nordsjællandske skove opgraderes

21. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig
Naturavisens nyhedsbrev