Af
Udgivet 3. september 2021
Som barn var jeg rædselsslagen for gedehamse, på grænsen til det hysteriske. Sad jeg ude om sommeren og spiste en marmelademad, måtte jeg for hver bid tjekke, at der ikke havde sat sig en gedehams under maden. Min nærmest patologiske angst bundede i en anekdote, en, ikke særlig pædagogisk, ældre lærervikar, en kedelig sensommerdag i begyndelsen af skoleåret, havde fortalt klasse. I anekdoten havde hendes svigerinde en lignende sensommerdag, spist en mad på terrassen, hvorpå der gemte sig en gedehams, var blevet stukket i spiserøret, og hendes mand havde efterfølgende været nødsaget til at stikke en kniv i halsen på hende, så hun ikke blev kvalt. Hvorfor vikaren synes, det var en god ide at fortælle en letpåvirkelig fjerdeklasse en så dramatisk historie, går over min forstand. Hvorom alting er, gjorde anekdoten et uudsletteligt indtryk på min barnehjerne, og lagde an til en årrække med besværlige sensommermåltider.
Med tiden har den rationelle fornuft taget over, og den dag i dag har jeg en ærbødig respekt, men ingen angst, for de gule og sortstribede insekter. Men hvorfor er der så mange af os, der er bange, hader, eller ligefrem afskyr gedehamsen? Javist er den i slutningen af sommeren aggressiv, og kan for et godt ord finde på at stikke én, selv uprovokeret. Men gør de ikke også gavn – ja måske egentlig mere godt end ondt?
En hveps og en gedehams er ikke nødvendigvis det samme
En hveps er ikke ensbetydende med en gedehams, men en gedehams er derimod en form for hveps. Hvepse er fællesbetegnelse for en stor gruppe forskelligartede flyvende insekter, som, udover gedehamse, også indbefatter snyltehvepse, galhvepse, bladhvepse, og mange flere. De hører alle til ordenen årevinger, der også indbefatter bier og myrer. Selvom specielt gedehamse overfladisk minder en del om bier, er bier dog nærmere beslægtet med myrer end hvepse. Modsat gedehamsen, kan mange andre slags hvepse ikke stikke, og er (for mennesker) fredelige og harmløse insekter.
Gedehamsen kan inddeles i to forskellige grupper, hvor den ene gruppe er solitære, det vil sige de lever alene, og den anden gruppe er sociale. Den sidstnævnte gruppe, de sociale gedehamse, lever i kolonier med op til 3.000 til 4.000 individer – nogle gange endda mange flere. Der findes omkring ni forskellige arter sociale gedehamse i Danmark. Gedehamse har, modsat bier, en skarpt defineret talje, og er ikke lige så behårede. Derfor er striberne på gedehamsen også mere tydelige, samtidig med at dens gule og sorte farve er mere intens.
Den almindelige gedehams (vespula vulgaris), som er den vi oftest træffer her i landet, er et socialt insekt, der ligesom bien har én dronning per bo. I det tidlige forår begiver den befrugtede dronning sig ud af sit vinterhi, for at starte den nye koloni. Boet bygges et mørkt og beskyttet sted. Et ubeboet musehul i jorden, et gammelt loftsrum, eller et ubenyttet skur er oplagte steder for opbygning af boet. Når først det rette sted er fundet, begynder dronningen at bygge celler op, lægge æg og befrugte dem. Til at starte med lægger dronningen kun sterile arbejdere, og når tilstrækkeligt med arbejdere er udklækket, begynder disse at overtage arbejdet med at bygge boet videre og samle føde til de andre laver. Nu er dronningens eneste arbejde at lægge æg. Boet bygges af træfiber blandet med spyt. Derfor kan man ofte se gedehamse sidde og gnave i havemøbler lavet af træ i løbet af foråret og sommeren.
Dronningen og de fuldt udviklede arbejdere lever af nektar og plantesaft, mens larverne fodres med insekter og kød. Gedehamsen er en formidabel jæger, og er man entusiastisk haveejer, der helst ikke tyer til kemiske insektbekæmpelsesmidler, kan man glæde sig over, at gedehamsene igennem hele sommeren fanger tonsvis af kållarve, bladlus og meget andet utøj. Desuden kan gedehamsen, i sin søgen efter nektar, ubevidst være med til at bestøve en masse blomster og planter – dog ikke lige så mange som honningbien.
Pas på fulde insekter!
I sensommeren begynder gedehamsdronningen at befrugte en anden form for æg. Disse bliver ikke, som tidligere på året, til arbejdere, men derimod til den kommende sæsons dronninger, samt hangedehamse – de såkaldte droner. Dronerne befrugter de nyudklækkede dronninger, enten i det samme bo, eller også flyver de til andre boer og parrer sig, for derved at skabe diversitet og undgå for meget indavl. Efter parringen dør dronerne. Når de nye dronninger er befrugtet, begynder boet at gå i opløsning. Den gamle dronning dør, og arbejderne begynder at flyve formålsløst rundt efter næring.
Det er på denne tid af året, at gedehamsene er specielt aggressive. Selvom gedehamse også på andre tider af sommeren kan finde på at stikke (hvis de føler sig truede, eller nogen kommer for tæt på deres bo), er det mest i de sene sommerdage og det tidlige efterår at mennesker bliver stukket. Gedehamsene er desperate efter at finde føde, og sværmer derfor ofte rundt om marmeladen på morgenbordet, eller dåsen med sodavand. Også nedfaldsfrugter, som æbler og blommer, er en yndet fødekilde på denne tid af året, og det kan være en god idé at være forsigtig, når disse samles op fra jorden. Nogle mener også at de gærede nedfaldsfrugter kan gøre gedehamsene fulde, og derved ekstra aggressive.
Kend de rigtige forholdsregler, hvis uheldet er ude
I Danmark anslås det, at cirka 50.000 mennesker er allergiske for bi- eller gedehamsstik, og at der i gennemsnit dør én til to personer om året, som følge af alvorlig allergisk reaktion. Gedehamsen kan, modsat bien, stikke mere end én gang. Dette skyldes gedehamsens glatte brod, der let trækkes ud igen. Gedehamsen bruger ikke kun sin brod som forsvar, men også til at jage med, hvor giften paralyserer byttet, og det er derfor vigtigt, at brodden kan bruges igen og igen. Biens brod, derimod, har modhager, der gør at dens indvolde bliver trukket med ud, hvis den stikker. Dette er også en af grundende til at bier ikke stikker mennesker lige så ofte som gedehamsen.
Hvad gør man så, hvis man bliver stukket af en gedehams? Første gang man bliver stukket, er sandsynligheden for alvorlige bivirkninger lav, da kroppen ikke har dannet nogen antistoffer mod giften, og man ved derfor først ved andet stik med sikkerhed, om man er allergisk. Derudover er bi- og gedehamsgift ikke krydsallergener – det vil sige, er man allergisk overfor bier, er man ikke nødvendigvis også allergisk overfor gedehamse, og vice versa.
Bliver man stukket af enten en bi eller gedehams, er det vigtigt som det første at få brodden ud. Dette kan gøres med en pincet eller neglene. På denne måde undgår man, at mere gift strømmer ind i kroppen.
Bliver man stukket i ansigtet, inde i munden, eller på halsen, anbefales det at tage på hospitalet, da hævelser i disse områder, kan skabe svære komplikationer. Har man åndenød eller hvæsende vejrtrækning, bør man også opsøge hospitalet. Ved man, at man er allergisk, er det også en god idé, at tage en hurtigvirkende pille med antihistamin eller et skud adrenalin, hvis man er blevet ordineret dette.
Men man kan også forbygget at blive stukket, ved ikke at spise og drikke søde sager udendørs i sensommeren, drikke af klare glas, så man kan se væsken, holde afstand til mulige hvepsebo, og ikke slå ud efter gedehamse, da dette kan gøre dem mere aggressive.
Når de kolde efterårsnætter begynder at sætte ind, dør alle arbejdergedehamsene. Deres opgave er overstået, det er blevet for koldt, og der er ikke nok næring i de få planter, der stadig blomstre. Kun de nye dronninger overlever vinteren. De finder et beskyttet hi, under mos og bark, eller i en hul træstamme. Her går de i en form for vinterdvale, der først slutter, når forårets sol og varme nærmer sig.
Er det så muligt at lære at holde af gedehamsen? Måske er det ikke nødvendigt ligefrem at elske den, men man kan lære at acceptere den, som en del af den komplekse biodiversitet, der findes omkring os ude i naturen. Bierne har fået en masse kærlighed de sidste mange år. De bliver i dag opfattet som en essentiel del af naturens sammensætning, og som vigtige bestøvere af mange af vores fødekilder. Det kan være på tide, at vi retter blikket mod andre mere komplicerede, om end nyttige dyr, der også spiller en rolle i naturens fødekæde.
