En hyldest til hylden

I midsommerens lyse nætter breder der sig en tung og gennemborende parfume. Det er hyldetræets store flødefarvede skærmblomster, der i slutningen af juni og begyndelsen af juli, i brusende bølger, spreder sin kraftige duft med vinden. Den skarpe duft og de lysende buketter af hyldeblomster er indbegrebet af den tidlige sommer; men også senere på året byder hylden på synlige glæder. I september begynder hyldens frugter at modne, og modsat den tidlige sommers hvide brus, er det nu næsten helt sorte farver der dominerer. Hvis ikke man er hurtigt ude, når man måske slet ikke at få plukket nogen hyldebærskærme, for mange fugle, især dem af drosselslægten, er vilde med de små sortrøde bær.

Rent videnskabeligt er hyldens frugter slet ikke bær. Det er derimod en stenfrugt, for inde i hver lille frugt er der en enkelt kerne, lidt ligesom i et kirsebær eller en blomme, bare i meget mindre format. Når solsorten har siddet og mæsket sig i hyldebær, ryger de små kerner gennem fuglens fordøjelseskanal, og kommer hele ud i den anden ende, omringet af en god omgang gødning. På denne måde spreder hylden sig i landskabet, og kan poppe op de mest mærkværdige steder.

 En hyld er ikke blot en hyld

Hyld er en slægt, der består af omkring 25 forskellige planter. De fleste vokser som større buske eller mindre træer, men få vokser også som urter, der dør hen, når frosten kommer. Planten findes over det meste af den nordlige verdenshalvdel – fra Europa til Asien og Nordamerika – men også på den sydlige halvkugle i Sydamerika og nogle dele af Australien kan man støde på arter af hyld.

Den hyld de fleste forbinder med den danske natur, kendes i Danmark som almindelig hyld – videnskabeligt med navnet sambucus nigra. Det er denne, man kan høste hyldeblomster fra om sommeren og hyldebær om efteråret. Den almindelige hyld vokser enten som en stor løvfældende busk, eller et lille træ, der kan blive omkring otte meter højt. Oprindeligt menes træet at stamme fra Mellemeuropa, men det vides ikke præcis, hvordan og hvornår hylden kommer til Danmark. En ting er sikkert; allerede i oldtiden blev træet brugt af mennesker, for der er fundet rester af hyldekerne i lerkar nær jernalderbopladser. Barken på hyld er som ung grålig, senere med et gult skær, distinkt furet, med en porøs, let svampet tekstur, veddet er hårdt, mens den bløde kerne i unge grene er hvid, og hos ældre ofte er helt forsvundet, således at træet er hult inden i. Tidligt på foråret er de nye skud smukt rødligt violette. Beskærer man en hyld, skyder det ofte hurtigt op igen.

I Danmark har den almindelige hyld også en dobbeltgænger i form af druehylden, men modsat den almindelige hylds skærmformede blomster, er druehyldens kegleformet, og frugterne modner til en tydelig orangerød farve, modsat den almindelige hylds næsten sorte frugter. Druehyldens blomster bør ikke bruges til at lave rå saft, da det er den art hyld i Danmark, der indeholder flest giftstoffer.

En giftig lægeplante

Alle dele af den almindelige hyld, bortset fra dennes blomster, er egentlig også svagt giftige, og indeholder et stof ved navn sambunigrin; et bitterstof beslægtet med det stof, der for eksempel findes i bittermandler. Derfor kan rå hyldebær, bark og blade give mavepine ved indtagelse. Ved en kort opkogning forsvinder stoffet i bærerne, og gør dem spiselige for mennesker.

At resten af planten er svagt giftig, har dog ikke afhold mennesker fra i mange århundrede at ophøje hylden til en af de vigtigste lægeplanter. Barken blev brugt som afføringsmiddel, afkog af blomster og blade som sveddrivende og febernedsættende middel. Havde man en tandbyld, kunne denne prikkes med et stykke af barken, og barken derefter sættes på plads det samme sted på træet, som det var taget. Således ville hylden påtage sig smerten, og bylden ville forsvinde. Også podagra, rosen og epilepsi mentes at kunne kureres ved hjælp af hylden. Helt op til midten af det tyvende århundrede var det stadig normal skik at servere te brygget på hyldeblomster for folk, der var syge med feber.

Hedenske gudinder, magiske kræfter og fortryllende eventyr

Troen på hyldetræets helende og magiske kræfter bunder højest sandsynlig i en folketro på, at noget guddommeligt levede i træet. Den nordiske gudinde Freja blev ofte forbundet med hylden, og det mentes at hun havde sin bolig i træet. Men ikke blot i norden tilbad og ofrede man til træet. Også i det romerske rige var træet højt beskikket. Det blev brugt til at holde utøj væk fra huset og i begravelsesceremonier. I middelalderen mente man, at en hyld plantet op ad husmuren kunne holde djævlen væk.

I norden har det i lang tid været skik at bede om lov, før man høstede fra træet. Hvis ikke dette blev gjort, kunne det fører til sygdom, og i værste fald død. Der var stærke kræfter i spil, når det galt hyldetræet. Det var farligt at lægge sig til at sove under en hyld; i så tilfælde kunne man risikere at blive hyldeskudt (det vil sige syg eller afsindig). Hyldefolket, en slags overnaturlige væsener, der kan sammenlignes med elverfolk, holdt til i og omkring hyldetræet, og det var ofte disse, der blev beskyldt for at fortrylle almindelige mennesker og få dem til at miste forstanden.

Selvom hyldefolket, eller huldre, som de også er blevet kaldt, ofte blev beskyld for at lokke specielt mænd til sig, kunne de også være hjælpsomme. Behandlede man hyldetræet med respekt, kunne disse væsener hjælpe til med det huslige arbejde. Dette gælder også figuren hyldemor, som i folketro blev opfattet som hyldetræets skytsånd. Behandlede man træet ordentligt, og bad om lov, når man høstede fra det, belønnede hyldemor én med alle hyldens helende kræfter. Men modsat, blev man straffet, hvis ikke man respekterede hyldens hellige kraft.

Hylden har også mange steder fundet sin vej ind i litteraturen. For eksempel skrev H. C. Andersen i 1844 eventyret Hyldemor, hvori en syg dreng får serveret hyldete af sin mor, og i febertågen drømmer om et helt hyldetræ, der vokser ud af tepotten. I træet sidder hyldemor, der forvandler sig til en pige på drengens alder, og sammen begiver de sig ud på et helt liv sammen. Til slut vågner han, og får fortalt, at det var hyldeteen, der fik ham til at drømme så sødt. I H. C. Andersens eventyr, bliver hyldemor sammenlignet med en dryade – en oldgræsk trænymfe, der lever og dør med det træ den bor i. Hyldemor og hyldefolket bliver således koblet tilbage til noget guddommelige, om end hedensk, og forbindelsen tilbage til den nordiske frugtbarhedsgudinde Freja er således ikke lang.

Artikel fortsættes under billedet

Kan hyldetræet høre?

Det er ikke kun det hedenske, der forbindes med hylden. På gamle hyldetræer kan man, specielt i fugtigt vejr, være så heldig at støde på en spøjs svamp. Den er brunlig, lidt brusket og blød, i hvert fald når det har regnet, og ligner ofte til forveksling et øre. Judasøre, som svampen hedder på dansk, er en parasitisk svamp, som vokser på mange forskellige slags ældre træer, men oftest findes på hylden. Svampen er fugtelskende, og svulmer op når det regner. I tørre perioder kan det være svært at få øje på svampen, da den kan skrumpe ind til under halv størrelse. Man kan finde svampen hele året, da den også tåler frost. Den er spiselig, og bruges ofte i Østasien, i supper og kolde retter, men har ingen distinkt smag – nærmere bruges den for sin lidt bruskede konsistens.

Svampens navn knytter sig til historien om Judas Iskariot. En af beretningerne beskriver hvordan Judas, efter at have forrådt Jesus, plaget af anger, beslutter sig for at begå selvmord. Han hænger sig i et hyldetræ, men grene er skrøbelig, og kan ikke bære hans vægt. Derfor braser han ned, hans øre rives af i faldet, og sætter sig fast på træet, og han selv, bliver sønderlemmet af faldet. Således vokser der fremover judasører frem på hyldetræet.

Gennem mange århundrede har hylden haft indflydelse på folks helbred og hverdag. Dets overnaturlige kræfter blev brugt til at hele og kurerer folk for mange forskellige slags dårligdomme. Samtidig skulle man være forsigtig, når man handlede med hyldens kræfter. Bad man ikke om lov, blev man straffet, og de gode helende egenskaber, kunne derfor let fordrejes til skyggesider. I dag kan vi heldigvis nyde godt af hyldens positive egenskaber, såsom hyldeblomst- og hyldebærsaft, samt nyde synet af årstidens skiften, når hylden i det tidlige forår springer ud, om sommeren hvor det blomstrer, i efterårsmånederne hvor frugterne modnes og grenene ofte er belejret af fugle, og til sidst, i det sene efterår, når bladene falder af træet, og blotlægger de bare kringlede grene. Og er du ude i skoven en kold og fugtig vinterdag, så prøv at se, om du kan finde et gammelt hyldetræ, med ører på barken.