Af
Udgivet 30. juni 2021
Sent forleden aften befandt jeg mig udenfor, i den skumring, som på denne tid af året føles at vare helt til solen igen står op. I luften, der var fugtig af dug og fyldt med myg, var der én lyd, der skilte sig ud. Det var en dyb brummende lyd, der mindede om en pruttende motor på en gammel bil, eller måske propellen på en mindre fiskekutter. En samling store insekter sværmede rundt to-tre meter over jordens overflade. Der var ingen tvivl – nu er det oldenborretid.
På denne tid af året er det ikke den helt store oldenborrebille vi møder. Den almindelige oldenborre kan blive to til tre cm lang og flyver rundt i det sene forår og den helt spæde sommer. Melolontha melolontha er den almindelige oldenborres videnskabelige navn, hvilket betyder noget a la ”ødelægger af frugt” på oldgræsk. Navnet henviser dog mere til larvestadiet end den voksne bille. Laverne lever nemlig i jorden, hvor de æder plante- og trærødder. Derfor kan mange oldenborrelarver på et sted, forårsage store skader på planter, og ødelægge høsten. Før brugen af pesticider vandt indpas, ansås oldenborren derfor som en stor plage, og det var sædvane at indsamle og tilintetgøre både larver og biller. I Frankrig fandtes der til dette formål opskrifter på oldenborrebillesuppe.
Men den bille man møder på denne tid af året er, selvom den hører til samme familie som den almindelige oldenborre, af en anden slægt. Videnskabeligt hedder den amphimallon solstitiale, på dansk sankthansoldenborre. Begge navne fortæller om den tid på året, hvor man kan begynde at træffe dem. Modsat den almindelige oldenborre, begynder sankthansoldenborren nemlig først at flyve rundt i tusmørket omkring sommersolhvervet. Billen er mindre, fra 14 til 20 cm, og er, modsat den almindelige oldenborre, rødbrun over hele kroppen. Derudover differentierer sankthansoldenborren sig ved et fint lag strittende hår på hele kroppen.
Parasol som trækrone
Bortset fra de størrelsesmæssige og udseendemæssige forskelle, lever den almindelige oldenborre og sankthansoldenborren et nogenlunde identisk liv. Livet starter som en larve i jorden. Her lever sankthansoldenborren i minimum to år, hvor den spiser sig stor og fed af rødder fra planter og træer. I begyndelsen af juni måned, på dens andet leveår, forpupper larven sig dybere nede i jorden, og efter to uger kommer den op fra jorden i sin voksne billeform. Den næste måneds tid bliver brugt på parring og æglægning. I de sene aftentimer og den tidlige morgen sidder hunnen ofte på træers blade, mens en flok hanner sværmer om hende.
Forleden aften, havde de biller jeg mødte, gjort brug af en udslået parasol, som erstatning for en trækrone. En hun sad helt stille på kanten af parasollen, mens flere hanner brummende fløj rundt om hende. Når hunnen er befrugtet, flyver den mod jorden, hvor den lægger sine æg. Denne scene kan gentage sig flere gange i løbet af sommeren.
I dagtimerne sidder billerne ofte i bøge og egetræer og spiser disses blade. Herfra kommer også deres danske navn, som ikke har noget med hverken den danske kongeslægt eller hesteracen at gøre. Første del refererer til den føde billerne spiser. ”Olden” er frugterne fra bøge- og egetræer (om end billen spiser blade, og ikke agern og bog), og ”borre” menes at kunne kobles til planten burre, hvis behårede overflade måske kan minde om oldenborrens. Eller måske er det nærmere den kraftige pælerod, som burreplanten er i besiddelse af, der henføres til (larverne lever som sagt af rødder). Det vides ikke med sikkerhed.
Når æggene er lagt, og sommeren lige så stille bliver til efterår, er sankthansoldenborrens arbejde gjort færdigt. Billernes liv er overstået efter blot nogle uger, og afkommet ligger i jorden og venter på, at de selv har vokset sig store nok til at blive til selv at blive til biller, der kan kravle op af jorden, formere sig og dø. Således er sankthansoldenborrens sælsomme liv.
