Af
Udgivet 15. maj 2022
Danmarks nationale organisation for udvikling af kyst- og naturturismen, Dansk Kyst- og Naturturisme, står bag den nye handlingsplan, som skal understøtte den fortsatte positive udvikling af kyst- og naturturismen og være med til at sikre milliardomsætning i dansk turisme frem mod 2030.
– Kyst- og naturturismen udgør det største forretningsområde i dansk turisme og er således en væsentlig katalysator for vækst og udvikling i hele Danmark. Derfor er det afgørende, at vi formår at udnytte det nuværende momentum til at sikre, at dansk turisme kommer styrket ud på den anden side af krisen, men det kræver manøvredygtighed og de rette prioriteringer, siger Jens Hausted, der er direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:
– Ambitionen er at skabe stærke og internationalt konkurrencedygtige destinationer til gavn for gæster, virksomheder og borgere. Handlingsplanen bidrager til at indfri ambitionen ved at sætte en fælles og fokuseret retning for udvikling af kyst- og naturturismen med udgangspunkt i den nyeste viden og erfaringer fra vores nærmarkeder.
Helt konkret forventer Dansk Kyst- og Naturturisme, at omsætningen i kyst- og naturturismen vil stige med 22,9 mia. kr. frem mod 2030 til i alt 90,4 mia. kr. Det svarer til en stigning på 2,1 procent pr. år frem mod 2030. Dansk turisme havde en total omsætning på 139,1 mia. kr. i 2019.
Fire strategiske mål skal indfri vækstpotentialet
Handlingsplanen prioriterer fire strategiske mål, som skal bidrage til at skabe stærke destinationer med international konkurrencekraft, sunde turismevirksomheder og ikke mindst destinationer, hvis udvikling er båret af en stærk lokal forankring hos borgere og aktører.
De strategiske mål har fokus på en stærk turismeinfrastruktur, attraktiv overnatningskapacitet, styrket innovationskraft samt markante fortællinger, der understreger det lokale særpræg og øger den lokale stolthed ved turismen.
– Hvis vækstmålet for kyst- og naturturismen skal nås, er der bl.a. behov for investeringer i infrastruktur, der skaber lettere adgang til unikke naturoplevelser, og som samtidig sikrer hensynet til naturen, når flere færdes i den. Derudover skal investeringer i nye, bæredygtige overnatningsformer bidrage til at indfri gæsternes ønsker om en grønnere ferie, fortæller Jens Hausted, og fortsætter:
– Et af de konkrete mål i vores handlingsplan er, at vi skal omstille til en helårsturisme, hvor Danmark er ledende i markedet for bæredygtig sommerhusferie og nyskabende overnatningstilbud i alle sektorer. Vi skal bygge ovenpå på vores ellers markedsmodne kerneprodukter, så vi kan få skabt den nødvendige bæredygtige omstilling af overnatningssektoren og fremtidssikre vores produkt.
Han tilføjer desuden, at styrket fokus på innovationskraft og iværksætteri skal bidrage til at forny turismeerhvervets finansieringsparathed og produktudbud.
– Danmark er digitalt foregangsland, og det skal vi bruge som løftestang til at implementere flere teknologiske løsninger i turismebranchen. Derudover er det afgørende, at vi får skabt en tydelig og levende destinationsidentitet, så dansk turisme kommer til at stå endnu stærkere i fremtiden, slutter han.
Handlingsplanen blev lanceret på konferencen FREMSYN UDSYN HENSYN onsdag den 6. april med bred repræsentation fra den danske turismebranche.
Fakta om handlingsplanen FREMSYN UDSYN HENSYN
|