Af
Udgivet 2. juni 2022
Storken ynglede oprindeligt i træer og det gør de da også stadig i et vist omfang. Men i Danmark har rederne i snart mange år primært været anbragt på pæle eller bygninger, hvor man har sat et gammelt vognhjul eller et andet underlag op for at tiltrække storkene. Nu om dage ser man i områder med mange storke, at fuglene udnytter kraner, højspændingsmaster og sendemaster til mobiltelefoni som redested.
Der hænder ikke så sjældent, at der er kamp om de gode reder. Dette kaldes meget naturligt for “storkekamp” Denne kamp resulterer desværre engang i mellem i dødsfald, eller i alle tilfælde i voldsomme skader, og nogle gange går nylagte æg tabt i en sådan kamp, når en stork forsøger at indtage en rede
Storkene parrer sig normalt april-maj, lige efter ankomsten til ynglepladsen. Begge fugle ruger skiftevis i 30 – 33 dage på normalt mellem 3 og 6 æg – dog er der eksempler fra både ud- og indland på flere æg.
Ungerne fodres af begge forældre, som gylper foderet op til dem. Til tider bliver der kamp om føden mellem ungerne. Kampen er imidlertid ikke lige, for ungerne ikke er lige gamle, og herved vinder de først-fødte unger oftest kampen om føden, da de er størst. Storkene begynder nemlig at ruge, når det første æg er blevet lagt, og det betyder, at ungerne kommer ud af ægget på forskellige tidspunkter. Det sker ofte, at de mindste unger ikke får nok at æde, og til sidst bliver hakket ihjel og ædt af deres søskende. En anden fare for storkeunger er regn og kulde. Det hænder tit, at storkeungerne ikke kan klare kolde og regnfulde perioder, og bukker under.
De overlevende unger er flyvefærdige ca. 60-70 dage efter de kom til verden. Til at starte med, er ungerne forsigtige med at flyve for langt fra reden, og nøjes som regel med nogle flyveture på nogle få meter fra reden. Men efter et stykke tid, bliver turene gradvist længere og længere, og de er nu i fuld gang med at lære sig at søge føde sammen med forældrene. Hver aften vender storkene dog tilbage for at sove på den trygge rede.
Fødevalg
Mange tror, at storken udelukkende lever af frøer. Men det er langt fra sandheden. Storken er ikke en kostforagter! På menukortet står ud over frøer, dyr som snog, fisk, insekter, snegle, mosegrise, rotter, mus, æg og fugleunger.
I Afrika består føden i langt større grad af insekter, og græshopper en en meget vigtig fødekilde for storken.
Flere steder finder storken sin føde på lossepladser. Det gør den blandt andet i Spanien, hvor lodsepladserne ligger åbne hen, og derved udgør en vigtig fødekilde. Man formoder faktisk, at en af hovedårsagerne til at storken stortrives i Spanien, skyldes de åbne lossepladser.
Fortsættes under billedet
Trækforhold
Storkene ankommer normalt til deres ynglepladser fra deres overvintringskvarter i Afrika og på den Iberiske halvø i marts eller april. Efter ynglesæsonen, er det normalt, at storkeungerne trækker først bort, og at forældrefuglene bliver et stykke tid længere, nogle gange helt til oktober.
Storken anvender to forskellige trækruter for – en østgående, og en vestgående. I sjældne tilfælde trækker storken dog via Italien ned over middelhavet.
Den østgående rute er den danske storke traditionelt set har benyttet. Den går via Østeuropa, nedover Mellemøsten og herefter ned mod Afrika. Mange storke trækker hele vejen til Sydafrika, for at tilbringe vinteren der. Det er en rejse på 12.000 km.
Som nævnt ovenfor, stopper ca. 20.000 storke dog op på den sydlige del af den Iberiske halvø og overvintrer der. Derved undgår de den farefulde tur over Sahara, en tur som kan tage livet af mange storke.
Hvad skal der til for at få storken tilbage i større stil?
Det er klart for enhver, at storken slet ikke trives i det monokulturelle landskab vi har i dag. Der er stort set ingen føde at finde for storken. Der skal derfor mere end storkereder til, hvis vi i Danmark skal gøre os forhåbninger om flere storkepar.
Dansk landbrug bliver stadig mere specialiseret og intensiveret. Antallet af bedrifter falder, de bliver større, og antallet af dyr pr. bedrift stiger. Den danske svineproduktion er på 25 mio. slagtesvin årligt med en stigende tendens. Målt pr. indbygger er det verdens højeste , foran Holland, der “kun” producerer et slagtesvin pr. indbygger mod Danmarks fem.
Samlet set har dansk landbrug stadig en stor negativ betydning for miljøets tilstand. Der er brug for et meget mere skånsomt landbrug, hvis vi skal blive et attraktivt land for storken.
Der er brug for flere paddevandhuller, i dag er frøer, padder og krybdyr totalt fredede. Det skyldes at de har været i meget stor tilbagegang i de sidste 50 år, hvilket igen skyldes at mange af paddernes levesteder er blevet nedlagt for at give plads til landmændenes traktorer. Frøer er trods alt er en vigtig del af storkens føde her i Danmark. F.eks. kræver et storkepar med unger i størrelsesordenen 10.000-20.000 frøer for at kunne brødføde sig selv og deres unger. Og ingen vandhuller – ingen frøer – og ingen storke. Så simpelt er det!
Der er derfor brug for etablering og reetablering af vandhuller og vådområder hvis storken fremover skal være en del af den danske fauna. Og der er brug for lavvandede, mindre søer, der eventuelt tørrer ud i sensommeren. Det er nemlig fremragende levesteder for padder, idet konkurrerende organismer såsom fisk ikke kan klare sig i sådanne søer. Smådamme og vandhuller er vigtige ynglepladser for padder, og har stor betydning som kerneområder, når man skal etableres en lokal paddebestand.
Fortsættes under billedet
Tilgroning af enge er et tilsvarende et stort problem for storke. Når engene gror til, bliver det svært for storken at finde føde. Derfor er det vigtigt, at engene bliver afgræsset af kvæg, eller der bliver foretaget høslet. Herved får storkene mulighed for at finde småkryb og insekter, da de ikke længere kan gemme sig i det høje græs.
Sprøjtning af markerne bevirker, at der ikke bliver plads til insekter og andet småkryb. Og med udeblivelsen af disse, er der ikke plads til andre dyr, såsom vibe, agerhøns, harer m.fl. Der er ganske enkelt ingen føde til dem. Det er dokumenteret, at der findes langt flere insekter på usprøjtede marker, og herved også mere føde til fugle.
Generelt har vi brug for, at vores landbrugsjorde bliver udnyttet mindre ekstensivt end det er tilfældet i dag. Det er derfor glædeligt, at der trods alt er iværksat projekter, som sigter på at genroprette den naturlige balance. Ådale og overdrev er på vej tilbage og moseområder og søer bliver reetableret. Ikke kun storken og andre dyr får glæde af disse projekter. En meget stor gevinst er, at vore fjorde og søer slipper for mange tons kvælstof, som hvert år tilføres dem, og som er hovedårsagen til den årlige opblomstring af alger, som vi ser hver sommer.
Heldigvis er der gang i mange genopretningsprojekter i hele landet og med tiden, vil disse være til stor gavn for storken og de mange engfugle, der er dybt afhængige af ferske sjappede enge.
Fakta om den hvide stork
Latinsk navn: Ciconia Ciconia
Vægt
Hun: Mindste vægt: 3,2 kg, største vægt: 3,5 kg, absolut mindste vægt: 2,3 kg, absolut højeste vægt: 4,0 kg
Han: Mindste vægt: 3,3 kg. største vægt: 4,0 kg, absolut mindste vægt: 2,6 kg, absolut højeste vægt: 4,4 kg
Begge køn: Mindste kropslængde: 100 cm, største kropslængde: 115 cm, mindste vingefang: 155 cm, største vingefang: 165 cm
