Naturen og kunsten

Når jeg ser og sanser noget i naturen, kan jeg blive bevæget indtil det urimelige.

Min familie og venner bærer over med det. De ved, at jeg ikke kan gøre for det, og at min begejstring er ren glæde. Som lille på Bornholm gik jeg mere stille med det. Hver sommer var en af mine største lyster at snige mig hen til påfuglenes bur i Brændegårdshaven for det tilfælde, at de magiske fugle skulle have tabt nogle af de små kropsfjer, der hver især skinner som juveler. Det havde de tit. Og den voksende samling af små påfuglefjer var min egen lille hemmelighed – større end alt, der kunne købes for penge.

Glæden er ikke blevet mindre med tiden. Jo bedre, jeg kender naturen, des mere bliver jeg overvældet. Lykken er vokset i takt med fortroligheden. Sådan ved jeg, at mange andre har det. Og i hvert fald bliver alle påvirket af naturen. Det ville være mærkeligt andet, for mennesket er natur ligesom sine medskabninger og alt andet fysisk i verden. Nævn noget fysisk, der ikke også er natur. Nej, vel? Det kan man ikke.

Der er muligvis stor forskel på, hvor meget og hvordan personer bliver påvirket af naturen. Det er i hvert fald min erfaring, at nogle mennesker bliver grebet af stor glæde over næsten alt, hvad de møder i naturen, mens andre mest bliver grebet af frygt eller ligegyldighed. Mennesker udvikler med alderen individuelle og ret divergerende syn på naturen. Men i dåbsgave har alle fået en grundlæggende og sund evne til forundring, nysgerrighed og frygt overfor verden.

Lys fra Kultiden
Når forundring over noget i naturen afløses af fortrolighed, opstår der ny forundring. Det er, som om der bliver stillet to nye spørgsmål, hver gang ét bliver besvaret. Ingen behøver frygte den tid, hvor alt er belyst. Det sker aldrig. Heldigvis.

I foråret 2016 gik jeg en tur forbi den flot beliggende gård Hammersholm ad den nye Cirkelsti, som forbinder Hammershus med Allinge. Undervejs passerede jeg et lille nedlagt stenbrud, som nu er fyldt med vand og vandplanter. Det var sent på dagen, og solen stod lavt på himlen. Det forekom mig, at noget lyste op ved vandoverfladen i stenbruddet. Ganske rigtigt. Da jeg bøjede mig ned, så jeg, hvordan sollyset faldt gennem en tæt bevoksning af dyndpadderokker. Planternes hule, leddelte skud har mange farver og er halvtransparente. Så når man ser de kraftige nye skud på tæt hold i modlys om foråret, lyser de op som et festfyrværkeri i orange, gule og grønne nuancer. Og hvert led er sirligt dekoreret med striber og en elegant, sorttakket krone.

Lykken over opdagelsen var overvældende, og jeg brugte dage på at forevige dette farvestrålende levn fra kultiden. De fleste af padderokkernes slægtninge – de kunne blive over 30 meter høje – ligger nemlig døde og begravede som stenkul i undergrunden. Selv om de uddøde for 300 millioner år siden, sætter de stadig spor på planeten. Ved Sorthat Strand nord for Rønne slikker Østersøens bølger de fleste sommerdage blidt over sandet i havstokken. Og hver en bølge bringer en ladning af små fine kulstykker med sig, fordi havet slider af nogle kulforekomster ude i vandet. Når bølgetungerne standser og begynder at trække sig tilbage, bundfældes de lette kulkorn, så der afsættes mest lige dér, hvor bølgen nåede til (bølgelinjen) og gradvist mindre mellem bølgelinjen og havet. På den måde maler bølgerne organiske og flygtige kultegninger på sandet. Igen og igen visker de største bølger tavlen ren, så naturen kan lege kunstner igen og igen, som den har gjort det siden tidernes morgen.

Sommerfuglen, påfuglen og den strålende bille
Naturen kan male, så det er en fryd. De flyvende blomster – sommerfuglene – er også flyvende malerier. Eller snarere: Flyvende mosaikker. Det så jeg, da jeg og min tvillingebror Jacob som små fik et mikroskop af vores mor og far.

Det første, vi så på, var ostemider fra skorpen af min fars gammelost. I mikroskopet blev miderne chokerende store – som krabber – og vi undrede os over, at vores far kunne spise den slags. Men der fulgte også et objektglas med en sommerfuglevinge med mikroskopet. Og set 50 gange forstørret var det tydeligt, at de flotte farver og mønstrer var resultat af bittesmå mosaikstifter i sirlige rækker på vingen. Sommerfuglestøv.

Sommerfuglestøvet er i virkeligheden omdannede hår, der er blevet flade og meget brede, så de ligner små, firkantede skæl eller tagsten i rækker. Hvis sommerfuglene havde haft almindelige tynde hår på vingerne, ville de have set pelsede ud. Det gør de ikke. Vingerne er tværtimod skinnende og farverige flader. Sommerfuglene er geniale med deres skællede vinger. De overgår alverdens mosaikkunstnere med deres formrigdom og enestående farver og mønstre.

Al den flagrende skønhed har noget med sex at gøre. Sommerfuglenes farver og mønstre er scoretricks. I fugleverdenen har forskere ligeledes påvist, at både flot fjerdragt og symmetri er vigtige for succes hos det modsatte køn. Det er ikke bare mennesker, der tænder på skønhed. Det gør en stor del af vore medskabninger også. De stiller op til skønhedskonkurrencer, hvor de flotteste og stærkeste vinder retten til sex og avl. Sådan sprang påfuglen ud som et levende mirakel blandt Asiens vilde fugle. Halen er så stor, imponerende og unik i fugleverdenen, at den er svær at tro på som naturens værk. Det er utroligt, hvad kønsdriften formår.

På en vandretur til Matterhorn en bragende flot julidag for mange år siden, mødte jeg et ældre dansk ægtepar, der stod stille på stien og stirrede henført på noget. Jeg hilste, og jeg kunne fortælle dem, at det var en stor, stribet bladbille, der sad på mandens hånd. Billen var godt én centimeter lang og strålede i alle regnbuens farver med overvægt i det gyldne. “Den må have været på et forgylderi”, fastslog den ældre herre, inden han satte den tilbage på det blad, hvor han havde fundet den. Sandt nok. Mange biller er som levende juveler, der i skønhed kan overgå selv de dygtigste smykkekunstnere. I nogle lande bruger man direkte strålende pragtbiller som smykker.

Artiklen fortsættes under billedet

Naturens ornamentik
Når stof møder andet stof og bliver udsat for naturkræfterne – tyngdekraft, lys, vind, vand, lys, stråling, vejrforandringer, liv og kemiske reaktioner – opstår der mønstre. Naturens ornamentik. Den måde, en plante vokser på, er for eksempel underlagt lovmæssigheder, der har rod i naturkræfter, kemi og plantens behov.

Ornamentikken findes overalt i naturen i grænseløs variation og større eller minder perfektion. I bølger, i sandet, i klipper, i blade, i blomster, i bark, i fjer, i skyer, i is, i snekrystaller, i insekter, i hvepseboer, i bobler, i mos, i lav, i svampe – ja i småt og stort fra flueøjne til galakser. Mønstrene er resultat af usynlige naturkræfter. Og for den, der ser og sanser, rummer de en både jordisk og overjordisk skønhed, som det er stor kunst at overgå.

Få steder er det smukkere end en stille sommermorgen på Danmarks nationalklenodie af en vandreklit – Råbjerg Mile ved foden af Skagens Gren. Her har vinden formet en kilometerbred, vandrende hestesko af fint flyvesand. Og vinden dekorerer sandet med bløde bølgeribber, som snudebiller og andre smådyr pynter med sirlige spor under deres ørkenvandringer.

I kogler, solsikker og andre kurvblomster er kogleskæl eller hunblomster ordnet og omhyggeligt tilpasset i størrelse, så to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm kan der for eksempel være 21 den ene vej og 34 den anden vej i kurven af en farvegåseurt. Det passer med matematikeren Fibonacci’s talrække 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144 og så videre, hvor princippet er, at ethvert tal i rækken er summen af de to foregående. Den berømte talrække har den tankevækkende egenskab, at forholdet mellem to på hinanden følgende tal nærmer sig det gyldne snit (phi eller det gyldne forhold – ca. 1,618034) jo længere hen i talrækken, man kommer. Og det uanset, hvilke to tal, man starter med. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,619048. Det er under én promilles afvigelse fra phi.

Derfor kan jeg slet ikke undvære farvegåseurt i haven. Den har perfekte blomsterkurve, som bringer lykke og gør den gamle italienske matematiker ære på grund af sine fine, gule dobbeltspiraler. At den så tilmed er smuk, blomstrer trofast tre måneder i træk, tåler selv den værste tørke og tiltrækker et væld af sommerfugle, gør kun glæden større.

Naturens lyde og musikken
Naturens lyde er også fulde af trylleri, ro og skønhed. Jeg er sikker på, at solsortesang eller mursejlernes sommerskrig ville fremkalde gode billeder og en ekstra og særlig henrykkelse, hvis jeg af en eller andre grund skulle miste evnen til at se. Man bliver sjældent træt af naturens lyde, selv om de som regel er gentagelser af de samme lyde og fraser i en uendelighed. Lydene bliver til stemninger og ro.

En af musikken mestre, den finske komponist Einojuhani Rautavaara, har mere end de fleste arbejdet med at kombinere naturlyde og musik. Det er et vanskeligt gebet. Men i hans nok mest berømte komposition, Cantus Arcticus, får han transponeret bjerglærkersang i nedsat tempo, sangsvanesang og et symfoniorkester til at gå op i en højere enhed. Jeg blev ganske bjergtaget af Cantus Arcticus første gang, jeg hørte det. Det er ligesom nøglen til den bro, der forbinder kultur og natur.

Jeg tror nok, at musikken er den mest universelle kunstart. Dens sprog er globalt, og det er en af de kunstarter, der jævnligt overgår naturen i skønhed. Musik er i sig selv usynlig. Men musikken er en stærk virtuel billedskaber, den er erotik og alle slags følelser, og den er strengt taget klang af natur. Strygerne er stemmer fra stærke og gamle træer, tværfløjten er sølvets runde lys, blokfløjten er hårdt træ og hornet er metallets klangfulde og fjerne nærhed af ekko. Instrumentmagerne, som har udviklet alskens slagtøj, blæsere, strygere og strengeinstrumenter, er i min verden blandt kunstens største helte. De har givet mennesket og naturen fælles stemmer.

Kan natur være kunst?
Når vi indtager naturen med alle sanser og forundres over stjerner, drivende skyer, himlens fugle, markens blomster, havets hemmeligheder – ja, hele vrimlen af både levende og dødt, må man nøgternt konstatere, at naturen er den største skaber. Det hele er, så vidt man ved nu, skabt siden The Big Bang, hvor Universet sprang ud, og tiden startede for omkring 13,8 milliarder år siden. Jeg forestiller mig, at det var en genstart. At det hele er sket mange gange før i en uendelig række af Big Bangs.

      Når naturen er den største skaber og har skabt den største skønhed og de største underværker, er det nærliggende at konkludere, at naturen også er den største kunstner. At naturen er kunst.

Det er den ikke. At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst.

Uvilkårligt lægger de fleste et kvalitetskrav ind i begrebet kunst for overhovedet at ville bruge ordet kunst om noget. Det er noget pjat. Der er god grund til at skelne mellem stor, lille, god, dårlig, vigtig eller ligegyldig kunst. Men alle menneskets unaturlige frembringelser er per definition kunst.

Mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes. Naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst. Kunst avler kunst, naturligvis. Men uden naturen som grundlag, var der intet. Det herlige ved kunsten er dens uendelighed, for der er ingen grænser for fantasien. Kunsten er så at sige naturens befriende forlængelse.

Teksten og billederne her er kunst. God eller dårlig, bevægende eller ligegyldig. Det må den enkelte afgøre. Men kunst er det under alle omstændigheder.

Den fysiske natur i sig selv er aldrig kunst. Uanset, hvor skøn og bevægende, den er.