Af
Udgivet 26. september 2022
Omkring 960 erklærer Harald Blåtand sig som herskende konge af Danmark og Norge, og samtidig bekendtgør han rigets tro på kristendommen. Det står der i hvert fald på den store Jellingsten, opført som monument for begivenheden. Realiteten har nok været en anden. Om end kristendommen var eminent til at assimilere sig ind i stort set alle europæiske lande i middelalderen, har der højst sandsynligt stadig været en høj grad af ”hedensk overtro” blandt lægmænd og den jævne befolkning. Alligevel bliver Haralds Jellingsten et skelsættende symbol for den udvikling, der forgik i Danmark på dette tidspunkt.
Middelalderen i Danmark
Den danske middelalder regnes normalt for at starte omkring 1000-tallet. Det betyder en ende på vikingetidens høvdingesamfund og en udfasning af troen på de nordiske guder. Kristendommen bliver med tiden den altdominerende tro, og kirken får i løbet af de næste hundrede år opbygget sig større og større magt i samfundet. Det hele kulminerer i 1536 med reformationen, hvor den danske kirke vender ryggen til paven i Rom. Fra da af bliver kristendommen i Danmark et rent nationalt foranliggende. I middelalderen er kristendommen derimod præget af internationalitet. Latin er i starten de lærdes altdominerende sprog, både på skrift og i tale, og Rom – nærmere Vatikanstaten – er det indiskutable magtcentrum for hele kristendommen.
Men hvad har det så med naturen at gøre?
Det middelalderlige kristne natursyn er radikalt anderledes fra både de sydeuropæiske oldtidsreligioner og den nordiske mytologi. Som det blev beskrevet i forrige artikel, havde vikingerne højst sandsynlig en cirkulær tankegang, der tog udgangspunkt i de skiftende årstider. Samtidig var naturen i den græske og romerske mytologi helliggjort. Naturen havde en iboende religiøs magt, som blev håndgribeliggjort ved hjælp af hellige lunde, træer, kilder og templer, hvori man kunne tilbede guderne.
Modsat dette, indførtes der med kristendommen en skarp lineær verdensopfattelse. Nu havde man en klar opfattelse af, at verdenen havde en start, midte og ende. Begyndelsen var placeret ved Guds skabelse af verden – før dette var der intet. Med Kristi korsfæstelse begyndte tidens midte, og det hele vil få sin endegyldige afslutning ved dommedag, hvor syndere vil blive straffet, og de rene blive frelst – til evigt liv i paradis.
For middelalderens kristne mennesker var den ”virkelige” verden kun en ringe kopi af paradiset, som mennesket var blevet kastet ud i, takket være Adam og Evas syndefald. Naturen og den hårde verden man levede i, var således en straf for den arvesynd menneskeheden havde påført sig i Edens Have. Den jordiske natur er altså kun en svag skygge af det guddommelige paradis i middelalderens kristendom, og kan derfor ikke hamle op det, der, for de frelste, følger efter døden.
For de tidlige kristne var naturen således noget man skulle lægge afstand til. Den var ikke ophøjet og guddommelig, og havde ingen iboende hellighed. Derimod kunne den være beboet af ondskab og fordærvelse. Der var dem som mente, at Gud og Djævlen i sin tid havde indgået en aftale. Det jordiske, som efter syndefaldet var blevet vanhelliget, blev tildelt Djævlen og alle hans håndlanger; dæmoner, onde ånder og overnaturlige væsener herskede specielt i de ødede egne og i den vilde natur, og det kunne derfor være farligt at bevæge sig rundt derude. I så falde kunne man bliver fristet af ondskaben, og miste sin ret til det evige liv.
Selvom Gud var den retmæssige ejer af alting, så herskede Djævlen og hans onde hjælpere på jorden, og prøvede konstant at lokke menneskene i forfald. Dette skete dog ikke kun ude i den vilde natur. Også i de urbane miljøer og i den kultiverede natur kunne man finde tegn på ondskaben. Både mænd og kvinder kunne lade sig lokke af Djævlens onde natur, og derved blive hekse. Den kristne middelalderborger havde en forpligtigelse til at holde naturen i orden og ondskaben ude af samfundet. En hver forvrængning eller spejlvending af naturen måtte have en guddommelig rettergang, og derfor blev mange kvinder (og også en del mænd) stillet for retten, dømt og henrettet som hekse. De perverterede naturen ved at være i ledtog med Djævlen, og måtte derfor straffes – også for at få dem renset ud af samfundet, så de ikke kunne friste andre.
Bandlyste insekter og æglæggende haner
Det var ikke kun mennesker, der kunne være Djævlens sammensvorne. Også dyr kunne være i ledtog med det onde. Specielt grise blev opfattet som let fordærvelige. I middelalderen løb grise frit rundt både i mindre landsbyer og store byer, og kom derfor ofte i karambolage med mennesker eller andre dyr. Derudover blev de opfattet som urene og lette for djævlen at påvirke. Geder og ildere var andre dyr, der ofte også blev ment besat af Djævlen, men alt fra insekter og reptiler, til domesticerede pattedyr, fisk og fugle kunne blive besat. Var sværme af insekter, der kunne ødelægge årets høst, en stor plage, kunne de blive sat for kirkelig rettergang, og blive ekskommunikeret (dvs. blive udelukket fra det kirkelige samfund). I 1474 blev en hane i Basel sat for rettergang for at have lagt et æg. Sådanne unaturlige fænomener blev set som tydelige tegn på Djævlens magt, en forvrængning af den guddommelige orden, og man var derfor nødsaget til at dømme og henrette den æglæggende hane.
For os i dag kan det virke latterligt, ja direkte komisk, at sætte dyr og insekter for retten, men for troende kristne mennesker i middelalderen var det en vigtig måde at holde styr på den naturlige og kristne orden. Hvis ikke sådanne ”unaturlige” fænomener blev holdt i ave og den retmæssige synder straffet, risikerede man, at Djævlens magt voksede. Balancen mellem det gode og det onde var derfor vigtig at opretholde.
Litteraturen i middelalderen
Middelalderens litterære værker kan opdeles i tre forskellige kategorier: den største samling værker er fra den gejstlige verden, altså den der udspringer fra kirken. Denne form er skrevet på latin og har sit fundament i det religiøse – det er tit bearbejdelser af biblen, og beskriver ofte tanker om, hvordan man lever et godt og kristent liv.
Kongemagten, som fik større og større indflydelse på samfundet op gennem middelalderen, står for den anden kategori. Herunder befinder de mange lovtekster, som begyndte at dukke op i perioden, til at starte med skrevet på latin, men med tiden blev det danske sprog mere dominerende. I denne kategori befinder landskabslovene sig. Af disse er specielt Jyske Lov kendt i eftertiden. Historieskrivning begynder også at vinde indpas i middelalderen, støttet af både kongemagten og kirken, og her gør specielt Saxos Gesta Danorum sig bemærket, der (med visse kunstneriske friheder) fortæller om Danmarks historie, helt tilbage fra den hedenske tid.
Den sidste kategori adskiller sig fra de andre to, ved ikke at være skrevet ned i sin samtid. Dette er bondeadelens ”tekster”, og herunder befinder folkeviserne sig. Mange af folkeviserne er først nedskrevet så sent som i 1800-tallet, og er indtil da blevet overleveret mundtligt, men allerede i renæssancen var der stor interesse for de gamle viser.
Folkeviser var sange, der menes at være blevet sunget mens man dansede kædedans, og de har derfor haft en udpræget festlig og social betydning for middelalderens folk. Nogle mener at inspirationen til danseviser og kædedans kommer fra Normannerne, mens andre teoretiserer at de kan være kommet til Danmark fra Konstantinopel (nutidens Istanbul), hvor mange vikinger var draget til, som lejesoldater.
Fortællingerne i folkeviserne består af formelprægede opbygninger; det vil sige at mange ord og vendinger går igen i de forskellige viser. Persongalleriet er arketypisk, med flade karakterer. Det er således ikke dybdeborende psykologiske fortællinger af individer, men generaliserende problematikker, der bliver gennemgået i viserne. På denne måde kunne mange mennesker forholde sig til de ting, der blev beskrevet i viserne, og de kunne bruges som et redskab til at lære samfundets regler. Samfundet og slægtens rolle var omdrejningspunktet – ulykkelig kærlighed, utroskab, bejleri, vold og drab, er nogle af de temaer, der ofte bliver bearbejdet i viserne. Men også historiske viser om konger og dronninger var populære.
Den farefulde vilde natur
Det sted hvor naturen og vildskaben viser sig tydeligst i middelalderens litteratur, er i trylleviserne. Disse er folkeviser med en tydelig overnaturlig tilstedeværelse. Trylleviserne bugner af overnaturlige væsener: trolde, dværge, elverfolk, havmænd og kvinder, forvandlinger af almindelige mennesker til dyr og andre genstande, og forførende forhekselser. Alle disse væsener kan ses som symboler for den farefulde natur – et sted man skal være forsigtig med at bevæge sig ud i. Her lurer onde kræfter, som hele tiden prøver at lokke mennesket fra den retskafne vej mod paradis.
Den usikre natur gør sig til kende i tryllevisen ”Jomfruen og dværgekongen”. Visen starter ellers fredeligt: en ridder erklærer sit ønske til Gud, om at måtte få kongens datter. Dette overhører en dværg, et af de overnaturlige væsener, som trylleviserne er så fulde af. Han lover, ved magi, at hjælpe ridderen – men med så mange andre overnaturlige skikkelser, er hans motiver ikke rene. Han ønsker sig nemlig skøn-jomfruen for sig selv, og da hun begiver sig ud for at synge aftensang, har dværgen, ved hjælp af de magiske runer (skrevet under den bro hun går over) fortryllet hende. I stedet drager hun mod dværgens bolig i bjerget; en færd hun vil foretage sig hver aften de næste otte år. Dværgen har forhekset hende til et skyggeliv sammen med ham, og i løbet af de næste otte år føder hun ham syv sønner og en datter. Efter at hendes moder undrer sig over, at hun afslår alle frierier, afslører Jomfruen sit dobbeltliv. Men dværgen kan høre hende, selv når hun ikke er hos ham, og straffer hendes hemmelighedsbrud ved at slå hende med ”elvertræ” og ”elverrod” (det vil sige med fortryllede genstande). Hun er nu for alvor dømt til evigt at leve i dværgens rige, og må forlade sin familie, venner og den kristne verden. Ved midnat samme aften falder hun død om.
”Jomfruen og dværgekongen” viser, hvordan det overnaturlige kan overtale og fange selv de mest uskyldige personer. Jomfruen var ikke skyldig i andet end at være begæret af andre – både ridderen og dværgen. Alligevel var hun magtesløs overfor ondskabens overnaturlige kræfter.
I moderne tid har litterære forskere ofte presset en psykoanalytisk læsning ned over hovedet på de middelalderlige folkeviser, og mange af dem (specielt trylleviserne) passer ofte som hånd i handske med tanken om overgangsritualet. Det farefulde lurer specielt i overgangen fra barn til voksen, der hvor man bevæger sig fra det trygge og kendte (forældrene) mod det ukendte (ægteskabet). Jomfruen i visen står også på tærsklen til voksenlivet, og mister ved sit (ikke så frivillige) valg af ægtefælle de trygge og vante rammer. Hun går sågar i starten fra at være klædt i renheden og uskyldens farve, blå (en farve der også var synonym med Jomfru Maria – den reneste af alle mødre), til i slutningen af visen at bære skarlagenrød; et symbol på hendes mistede uskyld og mødom.
Men det kan også være farligt at proppe for mange moderne fortolkninger ned over hovedet på middelalderens tekster, for vi ved ikke med sikkerhed, hvordan viserne blev tolket af de mennesker, der levede i middelalderen. Derfor kan en mere samtidig tolkning af visen lægge fokusset på den virkelighed som middelaldermennesket befandt sig i. Således er visen et tydeligt tegn på den usikkerhed det var at bevæge sig ud i den vilde natur. Her kunne det overnaturlige lure i enhver høj, bæk, sten eller træ, og Djævlen så hvert sit snit til at fange selv den frommeste jomfru eller ridder, og dømme dem til evig pinsel. Som menneske i middelalderen var ens sjæl derfor først sikret, den dag man stod ved himmelens port.
