Lad dem være i fred: Fugleinfluenza i danske sæler

Dansk Veterinær Konsortium har påvist såkaldt højpatogen fugleinfluenzavirus af subtypen H5N8 i en spættet sæl. Det er første gang, der er fundet højpatogen fugleinfluenzavirus i sæl i Danmark

Foto:

Udgivet

Der er blevet påvist fugleinfluenza i en dansk spættet sæl. Sælen blev fundet død på en strand på Sydvestfyn i september 2021 og undersøgt på Center for Diagnostik på DTU som led i sygdomsovervågningen af faldvildt.

Sælen var afmagret med udtalte hudforandringer på store dele af kroppen af uvis betydning og årsag. Der blev påvist influenzavirus i lungen, men ellers kunne der ikke påvises andre sygdomsfremkaldende organismer, der kunne forklare, hvorfor sælen var død.

Center for Diagnostik på DTU har oplyst, at de har undersøgt 29 spættede sæler og 15 gråsæler i 2021, hvoraf kun denne ene var positiv for influenzavirus.

Viste sig at være fugleinfluenza

Ved yderligere undersøgelse på Dansk Veterinær Konsortium viste virus sig at være højpatogen fugleinfluenzavirus af subtypen H5N8.

Den påviste virus er tæt beslægtet med de virus, der har været årsag til udbrud af fugleinfluenza i vilde fugle og tamfjerkræ siden efteråret 2020, både herhjemme og i resten af Europa.

Sæler er modtagelige for fugleinfluenza

Sæler er kendt for at være modtagelige for fugleinfluenzavirus.

Under de seneste sæsoner med fugleinfluenza i fugle, er der i stigende grad blevet rapporteret om fund af højpatogen fugleinfluenza i vildtlevende pattedyr. Herunder i sæler og vilde ræve i Nordeuropa. Disse fund har primært været i dyr med neurologiske symptomer, eller som var fundet døde.

Når pattedyr smittes med virus fra fugle, er der risiko for, at virus muterer og tilpasser sig sin nye værtsart og pattedyr generelt. Dansk Veterinær Konsortium har udført en detaljeret analyse af virusgenomet fra den vilde sæl og fundet enkelte mutationer i virus, der viser tegn på mulig tilpasning til pattedyr, om end det ikke var muligt at analysere det fulde genom på grund af materialets kvalitet.

Højpatogen fugleinfluenza i fugle i Danmark siden 2020

Danmark var ramt af et alvorligt udbrud af højpatogen fugleinfluenza, der strakte sig fra efteråret 2020 til juli 2021. Her blev der fundet højpatogen fugleinfluenza i 16 fjerkræbesætninger og mere end 300 vilde fugle.

Højpatogen fugleinfluenza er igen påvist i vilde fugle og i fjerkræbesætninger siden starten af november 2021, og der er for tiden nye fund i vilde fugle hver uge. Indtil videre har i alt 10 besætninger har været ramt i denne sæson. Den seneste for blot nogle dage siden.

Virus i begge sæsoner er beslægtede og tilhører den variant af H5 højpatogen fugleinfluenza, der kaldes clade 2.3.4.4b. Mens det primært var virus med subtypen H5N8, der blev fundet i forrige sæson, er det langt overvejende H5N1-virus, der har ramt i denne sæson.

Sæl med højpatogen fugleinfluenzavirus. Sælen blev fundet død i september 2021 på Sydvestfyn. Sælen har udtalte hudforandringer på store dele af kroppen af uvis betydning og årsag. Foto af Tim Kåre Jensen, DTU.

Undgå at røre døde dyr

Fugleinfluenzavirus kan i sjældne tilfælde smitte mennesker. Man skal derfor undgå at røre ved døde eller syge vilde dyr.

De internationale sundhedsmyndigheder overvåger løbende situationen og vurderer pt., at risikoen for smitte med fugleinfluenzavirus til den almene befolkning er lav. Risikoen kan reduceres for personer, der udsættes for potentielt smittede fugle, ved at bruge personbeskyttende værnemidler.

Tip Fødevarestyrelsen om døde fugle

Hvis du finder en død fugl i naturen, så må du meget gerne tippe Fødevarestyrelsen om dit fund. Brug gerne app’en ‘FugleinfluenzaTip’.

Fødevarestyrelsen vil især gerne tippes om fund af flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted eller om fund af enkelte døde rovfugle og kragefugle.

Lad fuglene ligge

Fødevarestyrelsen sørger for at få samlet de fugle op, der er relevante at undersøge for fugleinfluenza, og for at de bliver indleveret til undersøgelse på Københavns Universitet og Statens Serum Institut.

Om Dansk Veterinær Konsortium

Dansk Veterinær Konsortium, forkortet DK-VET, er et konsortium af Statens Serum Institut (SSI) og Københavns Universitet (KU). DK-VET er blandt andet Danmarks nationale referencelaboratorium for fugleinfluenza.


Skriv et svar


Skoven der har fået vokseværk

04. okt. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Havet rundt om Danmark er fyldt med plankton, ikke mikroplast

11. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Ulve angreb husdyr i 32 tilfælde i 2022

10. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Skarven er i tilbagegang i Danmark

08. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Fugleglade turister får sikret attraktivt kiggespot

28. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Minister til kamp mod spøgelsesnet

25. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Sidst set i 1971: Sjælden bi fundet i Gribskov

23. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

UNESCO verdensarv i de nordsjællandske skove opgraderes

21. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig
Naturavisens nyhedsbrev