Af
Udgivet 6. september 2022
Skovrejsning dyrkes som et vigtigt led i den grønne omstilling: Folkeskove, klimaskovfond, naturnær skovdrift og grundvandsbeskyttelse.
Vi er en lille flok biologer, som kalder det greenwashing, men det er som at slå i en dyne.
Skovlobbyen er stærk og består af en uskøn, men slagkraftig blanding af savværker, tømmerindustri, planteskoler, skovdyrkere, forskere, en statslig naturstyrelse og beslutningstagere, som tegner et skønmaleri af de dyrkede skove som grønne og bæredygtige. At staten selv driver skovbrugsvirksomhed gør det meget vanskeligt at trænge igennem til beslutningstagerne med faglig kritik.
Men skovrejsning og skovdyrkning er et dårligt valg for biodiversiteten, og meget af den skovrejsning, som foregår i dag, er greenwashing, hvor kapitalstærke virksomheder og fonde lokkes til at investere i skovbrugssektoren på falske præmisser, og folketingspolitikerne springer på vognen med erhvervsfremmende tilskudsordninger.
Problemet med tømmer
Luk øjnene og forestil jer en naturnær, FSC-certificeret skov i den statsejede Hestehave skov, som ligger i et Natura 2000-område inde i Nationalpark Mols Bjerge. Det lyder fantastisk, men virkeligeden er, at skoven trods alle de fine ord, sandsynligvis intet godt gør for biodiversiteten.
Der er ingen gamle træer, intet dødt ved, ingen vand, ingen blomstrende buske, ingen blomstrende urter, intet lys, ingen sommerfugle. Og det er ikke tilfældigt. I produktionsskoven dyrker man en afgrøde af tømmer. Afgrøden består næsten altid af en vindbestøvet træart. Træerne plantes så tæt, at de vokser op i dyb skygge – på den måde sikrer man lange, lige kævler med et minimum af knaster. Græssende dyr er forbudt, for de gnaver i træernes bark og skaber uønskede lysninger.
Faktisk er den oprindelige betydning af det smukke ord ‘fredskov’ simpelthen, at dyrkningsskoven skal få fred for de hærgende planteædere. Vandet i skoven skaber også uønskede lysninger og vanskeliggør skovdyrkningen, så det fjernes med dræn og grøfter, ligesom vi fjerner vandet fra landbrugslandet.
Når gavntræerne vokser, bliver der tyndet mellem træerne, og ved den lejlighed fjerner man træer med skader samt uønskede buske og lianer. Resultatet er en tør og skygget dyrkningsskov bestående af sunde træer i god vækst og uden insektbestøvede urter og buske. Det efterlader meget lidt variation og få levesteder for arter knyttet til varme, solrige og blomsterrige levesteder i naturlige skove.
Men det stopper ikke her. Når træerne er teenagere, falder tilvæksten, og så bliver de fældet og kørt på savværket. Det vil sige, at der er en kronisk mangel på gamle træer, veterantræer og dødt ved i dyrkningsskovene. Trist, når 25 til 30 procent af skovens arter netop er knyttet til gamle træer og dødt ved.
Plastret til med overdrivelser om bæredygtighed
Når jeg og mine kolleger kalder skovrejsning for greenwashing, minder skovlobbyen os om, at formålet med disse plantager jo ikke er biodiversitet, men derimod nytte gennem forbrugsgoder og klimaeffekt.
Det er jo svært at være uenig i, men hvorfor skal disse produktionsskove så alligevel fremstilles som natur- og biodiversitetsvenlige? Hvis nu vi reducerede skovbrug til at være et klimatiltag som alle andre, og hvis nu vi betragtede produktion af tømmer på linje med produktion af kartofler og hvede, så ville hele bæredygtighedsprofilen for rejsning og dyrkning af tømmer se knapt så filantropisk ud, og så ville det blive vanskeligere at tiltrække grønne investeringer.
I Danmark har vi noget af verdens bedste landbrugsjord, så hvorfor egentlig bruge den til at producere tømmer? I et globalt perspektiv virker det mere oplagt at producere fødevarer i Danmark og tømmer på klippegrund i andre lande.
Og hvis nu man kan fortrænge fossile brændstoffer mere effektivt med solceller og energieffektivitet, hvorfor så plante træer for klimaet? Hvis vi skræller alle overdrivelserne om bæredygtighed fra, er skovbrug så stadigvæk konkurrencedygtigt?
Fejlagtigt at tro, at vi gør biodiversiteten en tjeneste
Vi lever i et af verdens mest opdyrkede lande, og der er konkurrence om pladsen. Når man ikke kan bruge den samme plads to gange, må man vælge.
Det giver i mine øjne mest mening at starte med at skære lagkagen ud i tre stykker: 1) Byzonen, hvor vi bor og transporterer os, 2) Produktionszonen, hvor vi producerer mad og andre fornødenheder og 3) Naturzonen, hvor vi afstår pladsen til de andre arter vi deler kloden med.
Skovbrug og landbrug er produktion. For at et areal kan tælle med til naturzonen, skal naturen gives førsteretten. Problemet i Danmark er, at politikerne ikke har nogen vision for, hvordan denne lagkage skal skæres, og vi har faktisk ikke nogen dedikeret naturzone. Det nærmeste, vi kommer, er de kommende naturnationalparker, hvor skovbrug og landbrug er bandlyst. Men de dækker kun 0,6 procent af Danmarks landareal, en meget nærig skive af lagkagen.
Alle internationale politiske signaler peger på at naturens andel af lagkagen skal være større i fremtiden. Derfor er det kontraproduktivt at satse massivt på skovrejsning i Danmark. Vi får ikke god natur på den måde, vi erstatter bare én form for produktion med en anden, og ud fra tvivlsomme rationaler. Mange mennesker tror grangiveligt – men fejlagtigt – at de gør biodiversiteten en tjeneste når de støtter rejsning af ny produktionsskov.
