Af
Udgivet 4. juli 2021
Vi står i en biodiversitetskrise, som vi skal løse ved at give naturen plads, så alt det levende, vi deler Jorden med, overlever sammen med os selv.
Det skal vi også i Danmark, og det er en udfordring i et land, der er så kulturpræget. Vild natur findes ikke, for vi har endevendt næsten hver eneste kvadratmeter, opdyrket, drænet, ryddet skov, udryddet besværlige dyrearter, plantet, bygget, anlagt og forurenet. Men vi har da noget, der ligner vild natur, og vi har i over 100 år forsøgt at beskytte resterne af det mest vilde og varierede, så godt, vi kunne med lovgivning, fredning og naturpleje.
Naturpleje? Ja – du læste rigtigt, men smag lige på ordet ’naturpleje’. Naturen er blevet en syg patient, som skal plejes, og den logik har vi levet med i mindst de sidste 50 år i Danmark: Vi plejer naturen.
I den senere tid er der kommet en modreaktionen til dette syn på den danske natur: Vi skal sætte naturen fri og lade være med at blande os, for naturen kan selv. Naturen skal have plads til at udfolde sig frit på egne præmisser, den skal være vild og selvforvaltende – så skal biodiversiteten med alle økosystemer, arter og hele den genetiske variation nok indfinde sig. Det er en smuk tanke, der er indlysende rigtig i den ideelle verden. Med til virkelig vild natur i Danmark hører for eksempel store planteædere, store rovdyr, oversvømmelser og brande, men vi har for længst udryddet de store dyr og bekæmper oversvømmelser og brande. Skal vi have en fornuftig balance mellem store planteædere og rovdyr som ulve og løver (ja – de hører formentlig naturligt til i Danmark), skal vi udlægge hele Sjælland eller halvdelen af Jylland til urørt nationalpark for at komme op på en størrelse, der nogenlunde fungerer. Det siger sig selv, at det nok vil møde en anelse modstand…
Derfor er absolut vild natur en illusion i Danmark. Imidlertid går vi andre veje, så vi får noget, der ligner, så godt det kan lade sig gøre i vores kulturland, og nu skal der blandt andet etableres 15 nationalparker og udlægges mere urørt skov, så vi kommer op 75.000 ha skov, der passer sig selv. De 15 nye områder, der teknisk kaldes for ’naturnationalparker’, bliver ret små og kommer næppe til at udgøre mere end højst 1 % af Danmarks landareal.
Naturen i de nye nationalparker skal være vild og så fri, så de naturlige processer kan finde sted så vidt, det er muligt. Det er en smuk og rigtig tanke, og man kan helt sikkert komme et pænt stykke ad vejen. Træerne får lov til af vokse sig gamle, dø og henfalde, den naturlige vandstand bliver genoprettet ved at lukke dræn og fylde grøfter op, og store, planteædende dyr blive sat ud. Der eksperimenteres for øjeblikket med europæisk bison, elg, krondyr, okser og heste på mange lokaliteter i hele landet, hvor dyrene går ude hele året uden at blive fodret, og erfaringerne fra Danmark og udlandet, hvor man overalt er begyndt at gøre det samme, skal bruges til indretning af de nye nationalparker.
Det er alt sammen godt, og det vil sikkert give os en vildere og rigere natur og bidrage til at bremse biodiversitetskrisen, fordi blomster og sommerfugle og meget af alt det andet, der er truet, vender tilbage. Men hegn er nødvendige for at sikre, at de store planteædere udøver deres nøglefunktioner i områderne og ikke vader ud og gør skade i kulturlandskabet. Og vi kommer ikke til at indføre ulve og løver i nationalparkerne, fordi de er alt, alt for små til det. I stedet må mennesket agere rovdyr og fjerne de store planteædere, når de bliver for mange, og naturpleje vil der også være brug for en del steder i nationalparkerne for blandt andet at sikre adgang, udsigter og fortidsminder.
Det bliver uden tvivl godt – rigtig godt. Men absolut vildt bliver det indtil videre ikke.
