Af
Udgivet 23. juni 2021
Hvad er mos, alger og lav?
Mosser, alger og laver er alle epifytiske vækster. Det vil sige, at de vokser på en vært, stort set uden at påvirke den. De er altså ikke snyltere, og optager næsten al den næring og væske de har brug for gennem luften.
En fugtelskende pioner
I Danmark findes der over 600 forskellige arter af mos. Nogle få af disse lever i ferskvand, men ellers forekommer de fleste af dem på landjorden. Mange af de mosser, der vokser i Danmark, er meget snævre i deres udbredelse – de forekommer kun i specifikke mikroklimaer, og kan derfor være et sjældent syn. Andre arter, så som cypres mos og almindelig kortkapsel, er derimod meget almindelige, og ses i mange forskellige miljøer.
Det specielle ved mosser, til forskel for mange andre planter, er, at de ikke har rødder. Derimod hæfter de sig fast på værten med en form for celletråde, også kaldet rhizoider. Dette betyder også, at mos ikke hæfter særlig godt fast til underlaget, og derfor let kan trækkes af igen.
Mos er en ægte pionerplante – det vil sige, at den ofte er en af de første planter, der etablerer sig i et nyt habitat. Derfor ses der ofte mos på klipper og sten; steder hvor andre planter ville have svært ved at vokse. For det meste kræver mosserne blot et fugtigt miljø, idet de optager næring gennem luften. Nogle mosser tåler at tørre helt ud, og kan lives op igen efter regnvejr. Som hovedregel trives mosser dog bedst i fugtige, svagt belyste og konstante miljøer. Det konstante hentyder til, at området ikke ændrer sig radikalt hele tiden. Der er nogenlunde det samme klima og de samme forhold året rundt. Derfor findes der mange mosarter i de tempererede regnskove rundt omkring på kloden.
Noget der kan efterligne disse naturlige miljøer, med deres nogenlunde konstante temperatur, lys og fugtighed, er bygninger, og herunder specielt fuger på husmuren og nordvendte sider af taget. Med sine pionermæssige kvaliteter og mulighed for nærmest at klistre sig fast på underlaget, er den derfor en hyppig forekomst af mos på diverse bygninger. Samtidig kan mosser hurtigt sprede sig på forskellig vis, enten ved hjælp af sporer, encellet eller flercellet ukønnet formeringsform, eller ved vegetativ spredning, når en stump brækker af planten og hæfter sig fast et andet sted, og mos kan derved springe op, som ud af det blå, på nye steder og bygninger, hvis forholdene er gunstige.
Artikel fortsættes under billede
En alge er ikke blot en alge
Til forskel for mosser, er alger, som betegnelse, ikke en systematisk opdelt gruppe af planter af den samme familie, men derimod en samling af mange forskellige vækster. Alger kan således beskrives som både enkeltcellede vækster, så som grønalger, der kan være mikroskopisk små, samt flercellede, nogle gange flere meter lange planter, som for eksempel brunalgen kelp, en form for tang, der danner kæmpemæssige undersøiske skove i havet. Desuden bliver også det, der tidligere blev kaldet blågrønalger, ofte regnet med under algerne, selvom den i realiteten er en bakterie, en såkaldt cyanobakterie. Alger er derfor en kompliceret gruppe at klassificere, da der er mange eksterne forskelle på dem.
I Danmark er der registreret omkring 1700 forskellige arter, men det menes at der sandsynligt er langt flere end dette. De fleste alger forekommer i vandet – både ferskvand, brakvand og havvand huser massevis af forskellige algearter. Men alger findes ikke kun i vand. Der forekommer både jordalger og luftalger i Danmark, og uden for landets grænser findes der sågar is- og snealger. I de høje fjelde i det nordlige Skandinavien kan sneen om foråret og sommeren farves pink og rødt af en opblomstring af snealger, et fænomen også kendt som rød sne. Også på gletsjere kan der forekomme store plamager af røde, grønne og grå alger.
Ligesom mosser, trives alger bedst i fugtige omgivelser, og behøver ofte ikke andet end sollys for at leve. Solens stråler bliver, ved hjælp af forskellige farvestoffer, omdannet til energi, det der kaldes fotosyntese, og derved producerer algerne næring. Dette giver en stor diversitet i de forskellige algearters farver, idet de forskellige farver kan opfange varierende former for bølgelængder fra solens lys. Grønne, gule, røde, blå, brune, sorte og grå – alger kan variere meget i både farve og størrelse.
Alger, i form af planteplankton, er indiskutabelt den organisme der producere mest ilt til atmosfæren, og kan sågar ses fra rummet, når opblomstringen er rigtig stor. Derudover er planteplankton føde for en stor mængde af havets dyr. Men det er ikke kun dyr, der spiser alger. Også vi mennesker nyder godt af diverse algearter, for eksempel i form af tang. Specielt i de østasiatiske lande er forskellige arter tang en yndet spise, mens tendensen til at spise havets salat også er voksende herhjemme. Inden for helseverdenen er også de encellede former chlorella og spirulina, som dog er en cyanobakterie, blevet populære, i form af diverse kosttilskud.
Den alge man oplever på hustage, fliser og murværk, er af typen luftalger. Oftest er der tale om grønalger, der optager næring fra dug og regn. Disse alger behøver fugt og skygge for at vokse, og vil derfor mest forekomme på nord- og østvendte mure og hustage. Under gunstige forhold kan de godt danne tykke lag, men da de, ligesom mosser, ikke har nogle rødder, er det ikke noget større problem at fjerne dem. Hvis der ikke ændres på foreholdende på stedet, hvor de er blevet fjernet fra, vil de dog hurtigt vende tilbage igen.
Et lukrativt partnerskab
I modsætning til mosser og alger, er laver ikke en betegnelse for en enkel organisme, men derimod en symbiotisk samvækst mellem en alge og en svamp. Der kan være tale om mange forskellige svampe, og algen kan både være en grønalge, brunalge eller en cyanobakterie. I dette partnerskab mellem de to organismer, giver svampen algen et trygt og beskyttet sted at vokse, og til gengæld får svampen udbytte af det sukker, som algen producerer gennem fotosyntese. Derved opnår begge planter en fordel ved samarbejdet.
Artikel fortsættes efter billede
Lav kan vokse på næsten alle former for underlag. Der er sågar nogle laver, der vokser på andre laver. De forskellige lavarter kan findes i mange forskellige miljøer, alt fra ørkenlandskaber, til tropiske regnskove og arktiske tundraer, og vokser både i lavtliggende områder og højt oppe i alpine bjergregioner. Ved ugunstige perioder kan væksten gå i dvale, og vågne op igen, når forholdene skifter.
På verdensplan menes der at være omkring 20.000 forskellige arter af lav, og i Danmark er der registreret cirka 960 arter. Da der kan være tale om partnerskab mellem mange forskellige svampe og alger, er der også stor diversitet i de forskellige arters udseende. De kan både være flade og vokse tæt på værtens overflade, vokse som små bladformede rosetter, eller ligne små buske eller mos. Derudover forekommer de i farver fra sort, over grå, til grønne, gule og orangerøde nuancer. Ligesom mos og alger, hæfter lav sig til det underlag den vokser på uden brug af rødder, men modsat de to andre vækster sidder den noget bedre fast på sin vært. Dette er også nødvendigt, for laver vokser meget langsomt, ofte kun omkring to millimeter om året, eller mindre.
Hvis man vil vide noget om mikroklimaet og miljøforholdene i et område, kan lav være til stor hjælp. Lav sladrer nemlig om luftens kvalitet. De forskellige arter er tilpasset meget differentierede forhold, og da den symbiotiske vækst optager al sin næring gennem luften, er det kun visse former for lav, der kan vokse under specifikke forhold. Lav optage ukritisk al luften omkring den, og kan ikke skille sig af med uønskede stoffer igen. Derfor ophober forurening sig i lav, og hvis den specifikke art ikke er udviklet til at kunne klare stoffet, vil den med tiden dø. Den type lav, der lever i et område, kan således fortælle om miljøet er surt eller basisk, og om luften er ren eller forurenet. For år tilbage voksede der ikke så meget lav i byer og villakvarterne. Luften var fyldt med svovldioxid, som de fleste laver ikke trives under. Men i takt med at luften er blevet renere, er lav også vendt tilbage til de urbane miljøer.
Skal mos, alger og lav bekæmpes?
Mange husejere har den forestilling, at mos, alger og lav forsager skade på deres bygninger, og besøger man en af de mange hjemmesider for firmaer, der arbejder med at fjerne disse vækster, kan man også hurtigt blive overbevist om, at den bedste idé ville være at få væksterne fjernet.
Men før man selv begynder at fjerne væksterne, eller hyrer nogle til at gøre dette, er det vigtigt at overveje, hvorfor man vil have dem væk. Miljøstyrelsen fik for år tilbage udarbejdet en grundig rapport, hvori de undersøgte væksternes negative påvirkning på forskellige slags tag og fuger. Resultatet viste overraskende nok, at mos, alger eller lav ikke havde hverken negativ eller nedbrydende effekt på materialet. Tværtimod viste undersøgelserne at moderat til kraftig vækst kunne være med til at forøge fordampningshastigheden på materialet – det vil altså sige at væksterne var med til at tagene tørrede hurtigere.
Forudsætningen for at væksterne ikke volder nogen skade, er selvfølgelig at taget, eller husmurens fuger for den sags skyld, er af en ordentlig konstruktion. Men som udgangspunkt råder miljøstyrelsen kun til fjernelse af mos, alger og lav, hvis der er tale om et specifikt æstetisk ønske. Det er altså kun i de tilfælde, hvor man ikke bryder sig om udseendet af vækster på bygninger og terrasser, at det vil være nødvendigt at fjerne dem. En undtagelse er dog store mospuder, men disse kan let fjernes manuelt, ved blot at løfte mosset væk med hænderne.
Det er derudover relevant at have in mente, at fjernelse af vækster kan forårsage mere skade end gavn. Højtryksrens er hårdt mod materialernes overflade, kan forringe tagets levetid og gøre skade på konstruktionen. Derudover kan det gøre overfladen på tagsten og fliser mere ru og porøs, samt forårsage revner i fuger. Jo mere ru og porøs overfladen er, des lettere har ny vækst ved at hænge fast. Det samme gælder ved kemisk afrensning af overflader, der også påvirker materialets oprindelige struktur. Når man en gang har prøvet at fjerne uønsket vækst, kan det således føre til en ond cirkel, hvor mere fremtidig vækst fører til oftere fremtidig rens, og så videre. Miljøstyrelsens undersøgelse viste desuden, at væksterne var vokset tilbage igen et halvt til et helt år efter afrensning.
Hvad skal man så stille op?
Er der så overhovedet ikke noget man kan gøre, i tilfælde af uønsket bevoksning på tage, husmure og terrassefliser? Jo, det er der bestemt. Som beskrevet tidligere, sidder både mos og alger kun overfladisk fast på underlaget.
I tilfælde af mos er manuel fjernelse derfor let, om end tidskrævende. Ved alger kan vand og en blød børste være behjælpelig. I forhold til lav, kan det derimod være en idé at lære at leve med det. Da det ofte sidder så godt fast, at en kraftig stråle er nødvendig, vil fjernelse ofte føre til skader på materialets overflade. Det positive er jo så, at lav vokser ekstremt langsomt. På terrassefliser vil højtryksrens desuden medfører at også fugesandet bliver spulet væk, som således efterfølgende kræver ny påfyldning. På fliser med mange alger og lav kan noget grus og en strid kost være behjælpelige.
Det anbefales desuden ikke at imprægnere fliser, tagsten og murværk. Imprægnering lukker materialets overflade, så fugt ikke kan komme ind, men påvirker også materialet modsatrettet, således at fugt heller ikke kan slippe ud igen. Specielt tegltagsten er lavet som et åndbart materiale, og lukkes den åndbare overfladen, kan dette medføre fugtskader under taget og frostsprængninger i tagstenene.
Find roden til problemet
Mos og alger vokser, som sagt, bedst i skyggefulde og fugtige omgivelser. Derfor kan det være essentielt at finde årsagen til tilvoksede husmure og tage. Vokser der for eksempel et stort skyggefuld træ på den nord- eller østlige side af huset, kan det være en idé enten at beskære eller fælde det. Hvis dette ikke er tilfældet, kan der i stedet være problemer med tagkonstruktionen. Her er det vigtigt at kontakte en, der kan vurdere tagets eller bygningens konstruktion. Oplever man problemer med vandskader, er det derfor vigtigt først at få undersøgt taget af en fagkyndig.
De epifytiske vækster mos, alger og lav er alle tre varierende og alsidige organismer, præget af stor diversitet i udformning, farve og størrelse. Planterne er gode til at fortælle noget om det klima og miljø de vokser i. Man kan vælge at se mos, alger og lav som en del af den naturlige patina, bygninger får med tiden, et tegn på biodiversitet og naturens nærhed. Eller man kan prøve at bekæmpe dem. I så tilfælde vil man få kamp til stregen.
Litteraturhenvisning:
Balschmidt, L., Frambøl, C., Hansen, H., Jacobsen, T. Koch, A. P., Søchting, U. & Østergaard, J., ”Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og Betontage”, Hovedrapport, Miljøprojekt nr. 784, Københavns Universitet & Teknologisk Institut, 2003
