Nyt ulvepar har formentlig etableret sig ved Ulfborg

Fra Miljøstyrelsen: Der er sandsynligvis igen et ulvepar ved Ulfborg i Vestjylland, som måske kan få hvalpe til foråret. Det vurderer forskerne fra den national ulveovervågning på baggrund af nye optagelser fra vildtkamera.

Foto:

Udgivet

Den enlige hanulv, som siden 2021 har holdt til i Ulfborg-reviret i Vestjylland, er tilsyneladende ikke single længere. Natlige optagelser fra et vildtkamera viste mandag den 16. januar 2023 to ulve sammen, og derfor er det sandsynligt, at den enlige han nu har fået en mage. Det vurderer de forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som sammen overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.

På de nye videooptagelser løber de to ulve sammen med løftede haler og en adfærd, der indikerer, at det er en han og en hun. Den nye formodede hunulv blev set på videooptagelser allerede den 26. december, men det er første gang, de to ulve optræder som par.

Nyt kuld muligt til maj

Selvom parret kun lige har fundet hinanden, er det sket tidligt nok til, at de kan nå at parre sig i år. Ulves parringstid ligger fra slutningen af februar til begyndelsen af marts, og hvis den formodede hunulv er kønsmoden, kan parret få hvalpe til foråret.

Ulven går drægtig i cirka ni uger, så hvalpene vil i givet fald komme til verden først i maj eller måske allerede i slutningen af april. Hvis reproduktionen lykkes, bliver det tredje gang, at et ulvepar får hvalpe i Ulfborg-reviret.

Ulfborgreviret var det første sted i Danmark, hvor ulve i nyere tid dannede par og ynglede. Det første par etablerede sig i efteråret 2016 og fik et kuld på mindst otte hvalpe i det følgende forår. Begge voksne ulve forsvandt dog inden ynglesæsonen 2018 og regnes som døde. Samme år etablerede et nyt par sig i reviret og fik hvalpe i foråret 2019, men også dette par forsvandt og anses for at være døde.

Husk at melde hvis du ser en ulv!

Forskerne arbejder nu på at identificere den nye formodede hunulv og bekræfte hanulvens identitet. Derfor vil frivillige fra den nationale ulveovervågning i den kommende tid lede efter friske afføringsprøver på vejene i området og indsamle DNA-spor i form af spytprøver fra bidmærker på nedlagt hjortevildt.

For effektivt at kunne finde DNA opfordrer ulveforskerne alle, som mener at have set en ulv, om at indsende billeder eller beskrivelser af deres observationer til den nationale ulveovervågning med så præcis stedsangivelse som muligt. Det gør det nemmere for de frivillige at vide, hvor de skal lede efter spor.

Offentliggjorte ulvefund præsenteres med en sløring på 10×10 km, men man kan også vælge, at det indsendte fund ikke skal være tilgængeligt for offentligheden. Samtidig kan man som indsender vælge, at ens navn holdes fortroligt og kun kendes af den nationale ulveovervågning.

 


Skriv et svar


Skoven der har fået vokseværk

04. okt. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Havet rundt om Danmark er fyldt med plankton, ikke mikroplast

11. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Ulve angreb husdyr i 32 tilfælde i 2022

10. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Skarven er i tilbagegang i Danmark

08. mar. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Fugleglade turister får sikret attraktivt kiggespot

28. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Minister til kamp mod spøgelsesnet

25. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

Sidst set i 1971: Sjælden bi fundet i Gribskov

23. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig

UNESCO verdensarv i de nordsjællandske skove opgraderes

21. feb. 2023 - af Martin Hoffmann Kønig
Naturavisens nyhedsbrev