Af
Udgivet 2. januar 2023
For første gang er det lykkedes at GPS-mærke en ulv i Danmark. Det skete kort før midnat tirsdag den 6. december, da en ung hanulv blev fanget i en fælde på Borris Skydeterræn i Vestjylland. GPS-mærkningen blev foretaget af medarbejdere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus, som står for den Nationale Ulveovervågning.
”Det er et gennembrud for forskningen og overvågningen, at vi nu har fået GPS-mærket den første ulv. Det vil sikre os vigtige data om ulves adfærd og brug af landskabet i Danmark,” siger Peter Sunde, professor ved Aarhus Universitet.
Både indfangning og mærkning foregik uden dramatik. Ulven vågnede op efter bedøvelsen og har siden bevæget sig normalt omkring i området. Mærkningen vil sætte forskerne i stand til at følge ulvens færden, kortlægge dens opholdssteder og studere dens adfærd. Efter planen er den unge ulv på Borris Skydeterræn den første af flere GPS-mærkede ulve.
Se video af GPS mærkningen: Ulv GPS-mærket for første gang i Danmark on Vimeo
GPS-overvågning i to år
Meningen med GPS-mærkningen er, at forskerne i de kommende to år skal kunne følge ulvens bevægelser ud fra de positioner, halsbåndet sender hjem. Det registrer ulvens aktiviteter og sender en alarm, hvis ulven dør. Halsbåndet er desuden programmeret til at falde af, når forskerne ønsker det, og kan derefter genbruges.
Hvis den unge hanulv opfører sig som forventet, vil den blive sammen med sine forældre og søskende frem til februar-april. Derefter vil den forlade familien for at finde sit eget revir.
Den danske ulvebestand tæller i øjeblikket ca. 30 dyr, hvoraf de 14 er unge dyr født i 2022.
GPS-mærkningen er finansieret af en bevilling fra Miljøstyrelsen.