Af
Udgivet 3. maj 2022
Stellas mosskorpion er for første gang fundet i Moesgård Skov ved Aarhus. Samtidig er den genfundet ved Constantinsborg ved Aarhus og ved Lille Vildmose i Nordjylland. Fundet glæder biologer, fordi mosskorpioner er tegn på gammel skov med høj biodiversitet.
– Det er et godt tegn, for stellas mosskorpion stiller store krav til sine levesteder. Den vil gerne have gerne have gamle træer, gerne rigtige oldinge med masser af råd og hulheder. Den slags natur er generelt en mangelvare i danske skove, hvor træerne normalt bliver fældet og taget ud af skoven, inden de bliver rigtig gamle, siger naturmedarbejer Jens Søgaard Hansen fra Miljøstyrelsen.
Mosskorpioner findes i dag kun 14 steder i Danmark.
Spreder sig som blinde passagerer på insekter
Stellas mosskorpion har en særlig strategi for at sprede sig til egnede levesteder.
– Mosskorpioner spreder sig ved at gribe fat i benene på insekter som stankelben, fluer og hvepse, og hvis de er heldige bliver de sat af på et gammelt træ med døde stammer og formuldet, frønnet træ. Men det kræver stort held, for der er langt mellem de gode levesteder, siger Jens Søgaard Hansen.
Storm afslører hemmelighedsfuldt dyr
Biologer bruger en særlige strategi, når de leder efter stellas mosskorpion, der kun er 1-3 millimeter lang.
– Timingen er vigtig, når man skal finde stellas mosskorpion. Den bedste tid er lige efter kraftige storme, som i år med stormene Malik 29. januar og Nora 18. februar. I ugerne efter eftersøgte vi væltede, gamle træer med hulheder på en række lokaliteter over hele landet. Det er den bedste måde at undersøge de hulheder, som normalt er utilgængelige højt oppe i træerne, men som stellas mosskorpion foretrækker, siger Jens Søgaard Hansen og fortsætter:
– Selv med en lang stige er det vanskeligt at nå højt op i træerne når de står op. Når træerne er væltet er der flere tilgængelige hulheder fordi mange store grene brækker af.
Arten eftersøges på kendte lokaliteter i forbindelse med Miljøstyrelsens overvågning af naturen. Endvidere inddrages der nogle potentielle lokaliteter, hvor det vurderes at arten kan være overset.
I alt blev den lille mosskorpion fundet fire steder ved årets eftersøgning. Sidste gang man ledte efter den var i 2018, hvor den blev fundet i Jægersborg Dyrehave. I 2020 blev arten fundet på to jyske lokaliteter.