Af
Udgivet 19. oktober 2021
Man kan, på denne tid af året, henfalde til at drømme sig væk til varmere himmelstrøg, eller længes efter sommerens snarlige tilbagevenden. De mørke vintermåneder anses af mange for at være triste, kedelige, ja måske ligefrem grimme. Men hvorfor synes vi denne tid på året er grim, hvordan opfatter vi grimhed, og hvordan står det i kontrast til det skønne i naturen? Når naturen opfattes som grim, hvad gør det så ved os som mennesker, og kan vi acceptere, at ikke alle dele af naturen giver os nydelse og skønhed? Det skal vi undersøge nærmere.
Den danske natur er tæmmet
Det siges ofte, at der ikke findes nogen reel vild natur i Danmark – måske lige bortset fra det hav, der omgiver os. Alt er kultiveret: moser er blevet drænet, for at skabe dyrkningsområder, lige så er enge, fjorde er blevet inddæmmet, marker dominerer landskabet uden for byerne, åer og vandløb er blevet rettet ud og gjort til kanaler (for senere at blive genslynget, i et håb på at genoprette deres naturlige baner). Selv skovene er plantet. Vi lever fra top til tå i et landbrugsland. Vil vi se rigtig ”vild” natur, må vi tage over og besøge vores fætre og kusiner oppe nord på – dér findes der ægte vild og utæmmet natur.
Men kan det nu virkelig passe? Når vi deler vores omgivelser op i natur mod kultur, adskiller vi også os selv fra naturen. Den dyrkede natur, det menneskeskabte og det industrielle bliver verdener, der er fjernet fra den ”ægte” vilde natur, og vi som mennesker bliver isoleret fra det vilde – også den vildskab, der lever inde i os. Hvis vi derimod begynder at opfatte os selv, som en del af naturen, som en brik i den, så bliver det menneskeskabte lige så meget en del af naturen, som bæverens dæmninger, spættens udhulning af træer, eller hjortenes stier i skoven. Vi er nemlig ikke de eneste væsener, der påvirker vores omgivelser.
Ja, måske er det bare en del af det at være levende – at man påvirker tingene omkring sig, på godt og ondt. Blot fordi vi påvirker vores omgivelser, er det jo ikke ensbetydende med, at det er til det værste. At leve i en verden, hvor mennesket ikke påvirker naturen, på den ene eller den anden måde, er en utopi – det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Den måde vi bruger og ændrer naturen på, kan gøre lige så meget skade, som den kan gøre gavn, og lige så med vores opfattelse af den skønne natur. For hvad er der egentlig galt med det grimme?
Naturens æstetiske skønhed giver nydelse
For at kunne forholde os til naturens grimhed, må vi først definere, hvad skønhed egentlig er. Inden for æstetikken beskrives det smukke som noget, der giver betragteren velbehag, nydelse og glæde. Æstetisk skønhed har således med fornøjelse at gøre. Men det er også en passiv beskæftigelse, der forårsages af at se på et objekt. Som mennesker, kan vi foretage os mange forskellige slags fornøjelige aktiviteter, så som at lave mad, gå en tur, eller have sex, men disse aktiviteter har ikke noget specifikt med æstetisk skønhed at gøre. Dette befinder sig nemlig i den inaktive betragtning: Man kigger på en smuk solnedgang og nyder synet, eller lytter til noget skøn musik. Man deltager således ikke aktivt i begivenheden, når man betragter det æstetisk smukke. Når man betragter naturen og nyder dens skønhed, deltager man derfor heller ikke aktivt i den – men er derimod en passiv tilskuer, der forholder sig distanceret til sine omgivelser.
Klassisk set, blev denne form for skønhed kategoriseret som det symmetriske, harmoniske og velproportionerede. Æstetisk skønhed var rationelt og definerbart – man kunne altså kigge på noget, og tydeligt, ved rationel tænkning, definere det som skønt. Skønhed var positivt ladet, og vakte kun glæde og velbehag hos beskueren. Til modsætning var grimhed altid negativt ladet; det var det formløse, det uperfekte og det skamferede. Hvor skønhed er sundt, er det grimme sygt. Grimhed er således ikke fraværet af skønhed, det er ikke et tomt begreb, men et fyldestgjort koncept, der indeholder lige så meget værdi som skønhed – om end dets værdier er negativt ladet.
Det frygtindgydende og det bjergtagende
I sidste halvdel af 1800-tallet, støder man på et nyt begreb i forbindelse med naturen – nemlig det sublime, et koncept som specielt Immanuel Kant beskæftigede sig med. For Kant var skønhed et symbol på moralitet, og et bevis på at vi lever i en håndgribelig verden. Men skønhed var også individuel og subjektiv; man oplever således skønhed forskelligt fra betragter til betragter, og det er derfor ikke et produkt af objektet, men af beskueren. Hvor skønhed var tegn på balance mellem sindet og verdenen, var det sublime derimod et tegn på en ubalance. Etymologisk stammer ordet sublim fra latin, og betyder ”ophøjelse” eller ”med retning opad”. Ordet henviser således til noget højere, eller større, end det jordiske; det umiddelbart forståelige. Kigger man på en rose, vil de fleste acceptere den som smuk, men står man ved en klippeskrænt, eller ved Vesterhavets kyst på en stormfuld dag, kan det være mere kompliceret at beskrive, hvad der rør sig inde i én selv. Det sublime består i dette forhold mellem det sanselige og det oversanselige. Det kan findes i krydsfeltet mellem det æstetiske og det åndelige, ophøjede. Ved oplevelsen af det sublime, bliver man derfor bevidst om noget større end én selv; at noget er uden for ens bevidsthedsopfattelse. I mødet med det sublime, kan man opleve frygt og rædsel, og føle sig forkrøblet i forhold til sine omgivelser – men det kan også indgyde respekt i beskueren, en respekt for alt det, man ikke selv ved, eller kan. I senere tid, specielt i romantikken og hos postmodernisterne, blev det sublime en beskrivelse af den splittelse kunstneren (digteren, maleren, komponisten) oplevede i sit forsøg på at gengive naturens storslåethed, og alt det ubeskrivelige, den var omkranset af.
Naturen kan også være afskyelig og frastødende
Men det sublime er ikke ensbetydende med det grimme. Om end det vækker rædsel hos beskueren, så er det en form for tiltrækkende rædsel. Det grimme er derimod frastødende og afskysvækkende – det vækker en mere fysisk reaktion i beskueren end det smukke, eller det sublime. Grimhed kan sættes i korrelation med det deforme, det sygelige, det lemlæstede, men også med råd, slim, snavs og mudder. Det kan være ildelugtende og stinkende, forurenet og fordærvet. Graden af grimhed kan variere fra ting til ting; et råddent æble skaber ikke lige så kraftig en følelse af afsky i beskueren, som et råddent dyr. Skønhed og grimhed kan også leve side om side i samme oplevelse: Når duehøgen svæver rundt oppe i himlen, er det et smukt syn, men konsekvensen af dens jagt kan vække væmmelse. Det efterladte dueskrog er grimt og modbydeligt at kigge på. De to ting hænger dog uløseligt sammen – den smukke jagt og det grimme drab.
Det grimme bliver ikke skønt, bare man forstår dets betydning
Der findes hos nogle en opfattelse af, at alt i naturen er skønt, specielt i den uberørte natur – man skal bare lære at forstå og acceptere det, som en del af naturens gang – men det er ikke denne slags opfattelse, jeg er fortaler for her. Viden om naturen kan måske gøre, at vi kan lære at acceptere nogle af dens mindre tiltalende sider, men dette er ikke ensbetydende med, at vi skal konvertere disse tings æstetiske værdier. For hvorfor må naturen ikke være grim? Kan vi kun acceptere den, hvis den er smuk? Det kultiverede kan være lige så smukt, som det kan være grimt. Det er svært at argumentere for, at en gul rapsmark i den tidlige sommer ikke er et smukt syn. En flot anlagt park eller have kan også skabe æstetisk glæde hos beskueren. Hvis vi kan acceptere dele af den kultiverede natur som smuk (og det synes jeg vi skal), så må vi også lære at acceptere naturens grimme sider, som en del af den verden vi lever i.
Vi skal i kontakt med hele følelsesregistreret, når vi oplever naturen
Hvad kan vi så lære af det grimme? Som mennesker er vi ikke kun fascinerede af det skønne. Specielt i kunsten tiltrækker det grimme og det sørgelige os: dramaer, tragedier og krimiserier dominerer i mediebilledet. Vi længes ikke blot efter at slippe væk til et bedre sted, men også efter at blive bekræftet i, at vi egentlig har et godt liv. Hvis vi som mennesker kun opsøgte de positive følelser i livet, ville vi afskærme os selv fra en hel anden side af vores emotionelle liv. Ved at opleve hele det emotionelle spektrum af livet, får vi en dybere fornemmelse for den verden vi lever i. Den følelse af afsky vi oplever, når vi ser noget grimt i naturen, kan også være et levn fra fortiden, hvor det var vigtigt at vide, om noget kunne være til fare for én. Rådne frugter og fordærvet kød var således et faresignal, der gjorde os mere opmærksomme og påpasselige. Det grimme gør os opmærksomme på vores egen dødelighed, og den uundgåelige gang i naturen – at alt har sin tid og sin plads. Hvis vi kun er opmærksomme på de positive aspekter i naturen, risikerer vi at overæstetisere og helliggøre den, og derved også at distancere os fra vores egen forbindelse til og indblanding i naturen. Derimod bør vi omfavne alle naturens facetter, de skønne, de sublime og de grimme – og alle dem der ligger midt i mellem.
