Af
Udgivet 30. marts 2021
Hvad skal der til for at gøre Jorden langtidsbæredygtig for alle dens livsformer? Det er – eller bør være – det mest brændende spørgsmål i verden i dag. Vi har nemlig to dødsensfarlige damoklessværd, der truer utallige arters overlevelse på vores blågrønne planet: Den globale klimakrise og biodiversitetskrise.
Som årsager til kriserne fremhæves ofte drivhusgasser, industrialisme, kapitalisme, vækstdyrkelse, landbrug, konsumerisme, neoliberalisme og overbefolkning. Der er imidlertid en ideologi, der gennemsyrer alle disse ismer og forhold verden over, og som formentlig udgør rodårsagen til vores to største kriser.
Dens navn er antropocentrisme, og den er så udbredt i dag, at de fleste ikke opfatter den som en ideologi, men som en iboende del af virkeligheden. Det er den ikke. Tværtimod er ideologien udtryk for en selviscenesættelse og selvophøjelse, der normalt kun karakteriserer megalomane psykopater.
Antropocentrisme er den selvfølgelige overbevisning om, at mennesket er verdens centrum. At det adskiller sig fra og står over naturen. At det er det eneste væsen på Jorden, der for alvor tænker og føler og har kultur. At det har et selvindlysende mandat til at herske over og udnytte andre arter som et tagselvbord og en losseplads. At andre arter kun har værdi i det omfang, at de tjener mennesket.
Antropocentrismen, der findes i forskellige sværhedsgrader, kommer til udtryk på utallige måder.
F.eks. ved at vi mennesker har gjort os til ejere af næsten enhver af Jordens 148 millioner kvadratkilometer land, selv om vi deler den med 8-10 millioner andre arter. At vi er ansvarlige for Den Sjette Masseudryddelse af arter, den største i 66 millioner år. At vi i de seneste årtier har været årsag til et biologisk holocaust, nemlig at 60 procent af en lang række bestande af vilde dyr er forsvundet; ifølge WWF svarer det til ”at tømme Nordamerika, Sydamerika, Europa, Kina og Oceanien for mennesker.” At vi står bag zoologiske haver, dyreforsøg og landbrugsfabrikker verden over; de lidelser, som dyr hyppigt udsættes for på sidstnævnte, har den israelske stjerneprofessor Yuval Harari kaldt ”den måske værste forbrydelse i historien”. At vi opfatter økonomisk vækst som en grundlov og at få så mange børn, vi ønsker, som en menneskeret, selv om konsekvenserne er verdensomspændende tsunamier af naturdestruktion.
Alt i alt bør det ikke overraske, at det antropocentriske vækstparadigme, der dominerer verden i dag, ikke kan løse de kolossale klima- og biodiversitetskriser, som det har skabt. På trods af advarsler fra titusindvis af forskere bliver vi på nøgleområder også ved med at gøre det modsatte af det, vi bør gøre. Udledningen af CO2 fortsætter med at stige, og op til en million arter er nu truet af udryddelse, mange sågar inden for årtier.
Et populært forsøg på at redde paradigmet kaldes ”grøn vækst” eller ”bæredygtig vækst”. Det bygger på præmissen om, at vi kan have fortsat økonomisk vækst, samtidig med at vi reducerer vores belastning af klima, natur m.m. Ny teknologi er troldnøglen, der skal frelse vores antropocentriske vækstcivilisationer.
Men som megen forskning – senest en ny rapport fra European Environmental Bureau – viser, kan det herskende paradigme ikke repareres. Det er dets grundstrukturer, der ikke er bæredygtige, bl.a. fortsat økonomisk og befolkningsmæssig vækst. Den Store Acceleration, som vi har været vidne til siden 2. Verdenskrig, vil – hvis den fortsætter – uvægerligt ende i Det Store Kollaps.
Det gamle samfundsparadigme skal derfor erstattes af et nyt. Det indebærer bl.a., at vi foretager et generalopgør med vores egen vildtvoksende antropocentrisme, der ikke blot er uforeneligt med en løsning af den globale biodiversitetskrise, men på sigt givetvis også vil save den gren over, som vi selv sidder på.
Konkret bør antropocentrismen afløses af økocentrisme som fremtidens grundideologi.
I tråd med biologien mener økocentrismen, at mennesker er natur. At mennesker og resten af Jordens liv er i familie. At mange ikke-menneskelige dyr også er avancerede væsner med høje grader af følelser, intelligens og kultur. At alle livsformer og økosystemer har en egenværdi, der rækker langt ud over deres nytteværdi for mennesker.
Hvor antropocentrismen er udpræget hierarkisk med mennesket iscenesat som hersker og resten af naturen som tjener, er økocentrismen langt mere egalitær: Mennesket er blot en art blandt andre arter på Jorden og skal ikke nyde en særlig fortrinsret – eller hvis det skal, skal den være langt mindre end i dag. Pointen er, at først når vi opfatter naturen grundlæggende anderledes end nu, vil vi føle os tilstrækkeligt tilskyndede til at behandle den grundlæggende anderledes.
Økocentriske tiltag af forskellig art har allerede været i gang i årtier verden over.
Man kan i flæng nævne økofeminisme; ’radikale’ miljøgrupper som Sea Shepherd Conservation Society og Deep Green Resistance; den dybdeøkologiske bevægelse; animistisk nyhedenskab; gaianisme, der anser Jorden for en levende organisme; indfødte folk, hvoraf mange i dag anerkendes som nogle af planetens bedste naturforvaltere; indførelsen af juridiske naturrettigheder i Ecuador, Bolivia og New Zealand; nyshamanisme; målrettet arbejde på rewilding af betydelige dele af kloden.
Samtidig kan det konstateres, at alt dette – og mere kunne være nævnt – ikke har været nok. Antropocentrismen gennemsyrer fortsat vores samfund, ja, faktisk i en grad, så vi i nyere tid er indgået i Antropocæn, Menneskehedens Epoke. Det er kulminationen på en række antropocentriske revolutioner og stadig mere menneskecentrerede samfund i de sidste 11.000 år.
Til gengæld erkender flere og flere nu, at vores kurs er dødbringende i uhyre bogstavelig forstand. Derfor er tiden forhåbentlig også ved at være moden til en økocentrisk modrevolution. A great turning. En ny begyndelse.
Et økocentrisk systemskifte i samfundet kan i ultrakorte træk se ud som følger:
1) En afkarbonisering af verdens samfund, så udledningen af drivhusgasser reduceres til nettonul hurtigst muligt.
2) En afsættelse af samlet set halvdelen af Jordens areal til naturlig natur. Ifølge mange eksperter er det ikke blot en nøgleforudsætning for at sikre overlevelsen af flertallet af Jordens arter, men også en af de hurtigste og mest effektive måder at lagre CO2 på. Ja, ifølge flere forskere er målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad kun muligt, hvis 50 procent af Jordens overflade får lov til at udfolde sig på egne naturlige præmisser uden menneskelige produktionsformål.
3) En udstedelse af en Verdenserklæring om Naturrettigheder, og en global indførelse af juridiske naturrettigheder.
4) En omstilling – i alt fald i rige lande – fra vækstøkonomi til ligevægtsøkonomi og cirkulær økonomi. Forbrugsmæssigt skal vi tilbage til niveauet, før Den Store Acceleration tog fart i midten af det 20. århundrede.
5) En langtidsbaseret reduktion af Jordens befolkning til 2 milliarder mennesker. Det ikke blot skal, men kan også foregå 100 procent ad frivillighedens vej, f.eks. via omfattende oplysningsvirksomhed, gratis prævention til alle, fri abort, familieplanlægning, uddannelse, ligestilling og økonomisk frihed til alle kvinder, økonomisk belønning til folk, der lever barnløse m.m.
Kort sagt: Vi mennesker skal ikke vækste længere. Vi skal tværtimod skrumpe. Ellers vil vi ikke med tilnærmelsesvis sikkerhed kunne løse den globale klimakrise og biodiversitetskrise.
Men det forudsætter som sagt et skelsættende opgør med antropocentrismen. Ellers vil vi konstant skulle kæmpe en dragekamp mod trangen til at fortsætte den herskende væksthybris. Og dermed vil der være en overhængende risiko for, at vores arbejde på den livsnødvendige samfundsomstilling bliver kortvarige lappeløsninger og symptombehandlinger, der igen og igen bliver ædt op af fortsat økonomisk og befolkningsmæssig vækst. Sådan har det nemlig på centrale områder været hidtil.
Dette dødvande skal brydes nu.
I den forbindelse bør skolesystemet og medierne spille hovedroller som oplysere om økocentrismen. At det ikke er sket for længst, kan kun betegnes som et symptom på den antropocentriske psykose, vores samfund er fanget i.